Hjulmand indkalder gardering for tvivlsom Dolberg

DBU oplyser, at Kasper Dolberg er tvivlsom til de forestående landskampe med en mindre skade

Udgivet:27. august 2021, 12.15

Læsetid:2 minutter

Kasper Dolberg er tvivlsom til de kommende landskampe. Foto: Ritzau Scanpix

FODBOLD En skade kan spænde ben for Kasper Dolbergs deltagelse i de kommende VM-kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel.

Angriberen fra Voel måtte udgå af en træning i onsdags i sin franske klub Nice, og Dansk Boldspil-Union oplyser fredag, at han er tvivlsom til de forestående kampe med en mindre skade.

Kasper Dolberg fastholdes dog i truppen, hvor Jacob Bruun Larsen fra Hoffenheim er kaldt ind til samlingen som gardering, så landsholdstruppen består af 27 mand.

- Vi håber at få Kasper Dolberg klar til én eller flere kampe, men vi må vi afvente de næste par dage og se, hvor han står i forhold til sin skade og til at spille. Derfor tager vi Jacob Bruun Larsen ind på holdet for at have ham klar, hvis Dolberg ikke kan spille, siger landstræner Kasper Hjulmand til DBUs Twitter-profil.

Ifølge Kasper Dolbergs franske klub er der dog ikke tale om en alvorlig skade.

- Han følte en skarp smerte i knæet til træning onsdag. Undersøgelserne i går og her til morgen viste ikke noget alvorligt. Vi må se ad i morgen, om han kan træne. Vi talte med Kasper her til morgen, og vi må se på, hvordan han har det, men jeg udelukker ikke, at han spiller lørdag, sagde Christophe Galtier på torsdagens pressemøde i Nice.

En knæskade har til gengæld tvunget Leicester-spilleren Jannik Vestergaard til at melde afbud til landsholdet. I stedet er Galatasarays Victor Nelsson udtaget.

- Vi er kede af at skulle undvære Jannik, der spillede et godt EM, og som har en vigtig rolle på holdet. Vi glæder os til at byde velkommen til Victor og få ham ind på holdet, siger Hjulmand.

Landsholdet samles mandag forud for de kommende kampe i VM-kvalifikationen mod Skotland, Færøerne og Israel.

Danmark har indledt kvalifikationen til VM i Qatar med tre sikre sejre og fører derfor gruppe F. Foruden modstanderne i de tre næste kampe er danskerne i gruppe med Østrig og Moldova. /ritzau/Helligsø