Må vi blive fri for disse trusler fra Visit Aarhus

Udgivet:22. september 2022, 12.00

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Henrik Omme og Aksel Evin Olesen Silkeborg

TURISME Det er mageløst for ikke at sige mildt sagt uforskammet, at direktøren for Fonden Visit Aarhus Pia Lange Christensen tillader sig offentligt at fremsætte trusler mod byrådene i Silkeborg og Skanderborg, fordi de ansvarlige lokalpolitikere yderst rimeligt ser på, hvad de får mest ud af skattekronerne, de forvalter.

Det kan ikke have sin rigtighed, at en sikkert højtlønnet turistdirektør truer med vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke byrådene fortsat lader skattemillionerne fosse til Aarhus. Mon hun virkelig har opbakning hertil af sin bestyrelse, der udelukkende består af personer bosiddende i Aarhus - tilsyneladende uden megen indsigt i turisterhvervet. Medlemmerne er en folkeuniversitetsrektor, en økonomiprofessor, en kommunikationsdirektør, en tidligere stadsdirektør - nu ledelsesekspert samt to erhvervsledere.

Læs også
<span>Visit Aarhus advarer mod besparelse:</span> »Vil få vidtrækkende konsekvenser« <span>Visit Aarhus advarer mod besparelse:</span> »Vil få vidtrækkende konsekvenser«
Læs også:
Visit Aarhus advarer mod besparelse: »Vil få vidtrækkende konsekvenser«

Var det ikke bedre, om turistdirektøren snart begyndte at fortælle om, hvor mange tusinde inden- og udenlandske gæster hun har sendt til vore kulturinstitutioner, herunder Museum Silkeborg, attraktioner, seværdigheder, hoteller, restauranter, caféer, campingpladser. Og hvor meget hun vitterligt har anstrengt sig for at markedsføre Silkeborg og Skanderborg kommuner - ikke blot rundt i det ganske land, men i det store udland.

Hvad har skatteborgerne i grunden fået for deres penge? Hvad bruger Visit Aarhus forresten sit hermetisk lukkede kontor med flere medarbejdere på Østergade i Silkeborg til?

Vi læserbrevsskribenter har flere gange påpeget visse skævheder og anbefalet, at der bliver taget hånd i hanke om Silkeborg som vigtig turistby. Den samme melding er udsendt fra Ry/Skanderborg.

Glædeligt er det, at også andre kan indse, at det vist er på tide at ændre kursen. Vi kan kun være enige med chefredaktør Hans Krabbe, når denne i en leder skriver:

Læs også
<span>Leder:</span> Visit-samarbejde knager i fugerne <span>Leder:</span> Visit-samarbejde knager i fugerne
Læs også:
Leder: Visit-samarbejde knager i fugerne

»Det siger sig selv, at fungerede samarbejdet upåklageligt og med synlige afkast, var tilskyndelsen til at spare på de penge, der sendes til Aarhus, naturligvis mindre. Så Visit Aarhus ligger, som man selv har redt. Hverken organisationen som sådan eller resultatet af den arbejde har været synligt nok ude hos slutbrugerne«.

Hans Krabbe har særlig god indsigt i de faktiske forhold, eftersom han havde sæde i bestyrelsen for Visit Silkeborg, da det daværende byråd absolut ville sælge »arvesølvet« til Aarhus.

Og sandelig om ikke også første viceborgmester Steen Vindum er på bølgelængde. Han sad i øvrigt i samme Visit Silkeborgs bestyrelse dengang.

Indlæser debat