Stop salget af Klosterlund

24. marts 2021, 12.26

Foto: Hans Jørgen Hansen.

SALGSPLANER Klosterlundgård er et smukt og spændende museumskompleks ved bredden af Bølling Sø. Nu agter Ikast-Brande Kommune at give sig selv tilladelse til at sælge noget af komplekset. Det synes jeg er en dårlig idé.

Der er tale om det gamle stuehus, hvor der i en del år var børnehave. Mine børn var glade for at gå i naturbørnehave der. At der så ikke er ryddet op efter børnehaven lukkede, er så en anden og ynkelig sag at se på de for mange turister, der kommer forbi.

Ved at sælge stuehuset fra fratager man museet mulighed for at kunne udvide, hvilket vil være naturligt efter man har set det stadig stigende besøg af museumsgæster

Hans Jørgen Hansen

Jeg kan da frygte for, at en privat ejer af en del af gården ændrer på udseendet af gårdmiljøet. Vil der måske blive lukket for offentlig adgang til gårdspladsen?

Ved at sælge stuehuset og haven fra vil der ikke længere være plads til at afvikle det traditionsrige Kildemarked, der jo siden 1996 har været genoptaget efter det tidligere har været en tradition århundreder tilbage.

Ved at sælge stuehuset fra fratager man museet mulighed for at kunne udvide, hvilket vil være naturligt efter man har set det stadig stigende besøg af museumsgæster.

Selvfølgelig vil kommunen gerne slippe af med udgiften til vedligeholdelse af bygningen, og det er langt fra sundt at have en bygning til at stå ubenyttet hen. Men kan man da ikke ofre lidt på at holde huset vedlige? Man kunne eventuelt bare hæve det årlige tilskud til Museum Midtjylland og så lade dem overtage driften af huset. Museet har faktisk en gruppe frivillige, der vil kunne give en god og billig hånd med ved vedligeholdelsen.

Og der er nok at bruge sådan en smuk og spændende bygning til. Det oplagte er at gøre det til en del af museet. Man kunne for eksempel lave en form for kunstmuseum. Klosterlund Museum har i forvejen landets største (og tak for det) samling af Leif Ragn Jensens smukke naturmalerier. I dag hænger nogle af billederne i museets café-område. Man kan diskutere hvad naturmalerier har at gøre i et museum, hvis fokus er på oldtid og tørvegravning. Hvorfor ikke lave et selvstændigt museum for Leif Ragn Jensen? Man kunne eventuelt supplere det med malerier af Ragn Jensens nulevende (og i sin tid næsten nabo til Ragn Jensen i Moselund) kollega, Karl Bichler. Det vil blive en perle for både kunstelskere og naturelskere. Måske kan vi få nogle af de utroligt mange turister, der besøger Bølling Sø, til at blive en ekstra dag for at opleve alt det spændende på Klosterlund.

… Og har du ikke hørt om kommunens salgsplaner, skyldes det måske sløseri i redigeringen af kommunens hjemmeside. Det hedder i sagen, at beslutningen skal offentliggøres på kommunens underside med offentliggørelser og høringer fra 4. marts og med høringsfrist 6. april. Sagen er bare aldrig kommet på den side.

Indlæser debat...