Motorvejs-uheld mellem Ikast og Bording: En vognbane var spærret - og en mand kørt til tjek på sygehuset

Fredag eftermiddag har der været et solouheld på motorvejen mellem Ikast og Bording. 25-årig mand slap uden at komme alvorligt til skade

Udgivet:23. september 2022, 15.50

Læsetid:1 minut

Foto: Nils Lund

Martin Hove Thomsen
Journalist| mht@herningfolkeblad.dk

IKAST-BORDING Opdateret klokken 15.40

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, oplyser, at der fredag eftermiddag kort før klokken 15 har været et uheld på Herning-motorvejen mellem afkørslerne ved Ikast og Bording.

Kun en bil og en 25-årig mand fra Herning var ifølge politiets oplysninger impliceret i uheldet. Meldingen gik på, at bilen var trillet flere gange rundt, og at personen var fastklemt, men manden var ude af sin bil og blev kørt til tjek på sygehuset.

Han skulle ikke være kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

Den ene vognbane i østlig retning på Herning-motorvejen var i en halv times tid spærret, men oprydningsarbejdet blev afsluttet kort efter klokken 15.30, så begge spor i østlig retning atter var farbare.