Franske fløjteværker i Jysk Musikteater

11. september 2020, 09.42

SILKEBORG Mandag aften er Silkeborg-pianisten Jacob Nielsen tilbage med backstage-salon bag scenen i Jysk Musikteater, hvor klassisk flygelmusik bliver blandet med film og rødvin.

Konceptet med backstage-salonerne er at samle publikum tæt om koncertflyglet, hvor Jacob Nielsen med live-kameraer, filmfortolkninger og musik fører publikum ved hånden og formidler den stolte klassiske klaverlitteratur på en afslappet, rørende og humoristisk måde.

Denne gang er Jacob Nielsen i selskab med solofløjtenist fra Aarhus Symfoniorkester, Lena Kildahl. Sammen opfører de en samling fine, franske fløjteværker med klaverakkompagnement af blandt andre Poulenc, Debussy og Gaubert.