BSH smadrede Stavanger i første test

Næsten hele truppen fik spilletid, da Bjerringbro-Silkeborg storsejrede i den første træningskamp

31. juli 2020, 12.17

Bjerringbro-Silkeborg hentede en sikker sejr i Jysk Arena. Jesper Nøddesbo viste sig godt frem i offensiven og scorede fem gange for BSH. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Der var aldrig tvivl om udfaldet, da Bjerringbro-Silkeborg fredag knuste Viking Stavanger i den første træningskamp i opstarten.

37-17 lød slutresultatet i Jysk Arena efter pauseføringen 18-7, og cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen gav spilletid til næsten samtlige spillere i truppen.

- Der var flere gode grunde til, at det var godt. Først og fremmest fik vi åbnet Jysk Arena for publikum, og det var dejligt, at vi alle kunne få en god oplevelse. Rent håndboldmæssigt har vi haft nogle uger, hvor vi har været pakket væk i træningshallen, og det var rart at prøve nogle ting af mod et hold, som vi ikke kender, lød den umiddelbare reaktion fra Peter Bredsdorff-Larsen.

Der var således uofficiel debut til Johan Sjöstrand i målet, mens René Toft Hansen og Alexander Lynggaard begge fik minutter på stregen. Der var også en del spilletid til William Bogojevic på venstre back, mens Aksel Horgen var at finde på højre fløj.

I den modsatte side var der også minutter til Sebastian »Zylle« Skøtt, mens talenterne Sasser Sonn og Jeppe Gade ikke blev benyttet. De to sidstnævnte var de eneste BSH-spillere, som ikke kom på banen mod Viking Stavanger, der netop er rykket op i den norske liga.

Tilskuerne, der havde taget plads på hvert andet sæde på langsiderne, fik også lov til at se Klaus Thomsen og Mads Kjeldgaard Andersen, som begge var tilbage efter at have sluttet den aflyste coronasæson på skadeslisten.

Et par hundrede tilskuere overværede træningskampen i Jysk Arena.

Læs mere i lørdagens udgave af Midtjyllands Avis, hvor René Toft Hansen og Alexander Lynggaard sætter ord på de første uger i BSH.