Et skud optimisme: Glade spillemands-toner i Inside

14. januar 2020, 16.01

Gl. Rye Optimisterne spiller tirsdag 21. januar i Inside i Hammel.

Hammel Her i den mørke, våde januar er det godt med en dosis optimisme. Og den kan tilhørerne være sikre på, hvis de dukker op i Inside i Hammel næste tirsdag eftermiddag 21. januar. For her spiller Gl. Rye Optimisterne - fem muntre amatører, der spiller glad musik blandet godt op med skæve vitser. Repertoiret består af blandt andet spillemandsmusik, viser, irske folkemelodier og gamle sange.

Optimisterne består af Hans Petersen på violin, Henning Kjærskov på guitar, sav og fløjte, Erling Andersen på harmonika, Paul Lito på banjo og mandolin og Aage Henriksen sang, vaskebræt og trommer.

Aktivistklubben er arrangør.