Christopher og Cecilie fejrer skelsættende dag på Roskilde

For otte år siden opstod der sød musik mellem popidolet Christopher og modellen Cecilie Haugaard, og den romantiske mærkedag skal i den grad fejres.

Udgivet:02. juli 2022, 17.24

Læsetid:2 minutter

Kærligheden har båret frugt for 31-årige Cecilie Haugaard og 30-årige Christopher. Parret blev i februar 2021 forældre til datteren Noelle. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

ROSKILDE Kan du huske, hvad du lavede den 2. juli 2014?

Det kan Cecilie Haugaard, for datoen er skelsættende for den kendte model.

Den dag kyssede hun nemlig sangeren Christopher for allerførste gang. Den romantiske mærkedag skal markeres, og det danner årets Roskilde Festival rammen om.

- Det skal bare fejres hernede med en hel, skøn dag, fortæller Cecilie Haugaard.

- Vi har lige haft treårsbryllupsdag, hvor vi var i Paris. Vi var ikke sammen på selve dagen, men vi fejrede det lige op til, fortæller hun.

Cecilie Haugaard og Christophers lille datter, Noelle, som kom til verden i februar 2021, er i trygge hænder, imens mor og far fester på Dyreskuepladsen i Roskilde.

- Hun bliver passet af svigerforældrene, så alt er godt. Det er dejligt, siger Cecilie Haugaard og fortsætter:

- Det er fedt at hive stikket nogle gange og ikke tænke på børn eller arbejde, men bare være sammen, høre god musik og have det sjovt. Det skal alle huske at gøre en gang imellem, lyder det fra hende.

Der opstod i ordets bogstavelige forstand sød musik, da Cecilie Haugaard mødte sin Christopher i 2014.

Det skete på Spot Festival tilbage i 2014, hvor der ifølge parret opstod vild kemi mellem de to, har de tidligere fortalt i et interview med Eurowoman.

Men Cecilie Haugaard vil dog ikke på otteårsdagen dvæle ved minderne - så sentimental er hun ikke, siger hun - i stedet vil hun skabe nogle nye.

Hun og Christopher skal ud og opleve nogle koncerter på Roskilde Festival, hvor otteårsdagen tilbringes. Men stod det til hende, så var Christopher også på plakaten.

- Jeg synes, det er fedt, at Roskilde både har technoscenen, det hårde rock og i virkeligheden også popnavne. Og Christopher er da et kæmpe popnavn. Han er en fantastisk performer, lyder det fra Cecilie Haugaard.

- Der ville ikke være en koncert, der ville være større for mig at se.

/ritzau/

Indlæser debat