Klasseforskel, da Silkeborg-Voel lammetævede Ajax

I fjerde forsøg lykkedes det endelig for Silkeborg-Voel at få den første sejr efter vinterpausen

Udgivet:21. januar 2022, 20.32

Læsetid:2 minutter

Mathilde Kristensen - imponerede i forsvaret. Foto: martin Ballund

Kim Simmelsgaard
| kim@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLDHJEMME Et forrygende godt forsvar med en midterakse med Line Skak og Mathilde Kristensen og en veloplagt Helene Kindberg i første halvleg i angrebet banede fredag aften vejen for den første sejr efter vinterpausen til Silkeborg-Voel.

blev det til en sejr på 31-19 over Ajax København efter 15-10 ved pausen.

I anden halvleg var Eira Aune den helt store spiller hos hjemmeholdet.

I de foregående kampe mod henholdsvis København hjemme og Holstebro ude formøblede Silkeborg-Voel sikre føringer, men mod Ajax var der ingen slinger i valsen hos hjemmeholdet, hvor keeper Filippa Idéhn havde en redningsprocent lidt over 41 efter de første 30 minutter.

Den endte på imponerende 45.45.

Efter en forholdsvis lige start lykkedes det godt midtvejs i første halvleg for Silkeborg-Voel at slå hul til udeholdet, der fik kæmpet sig tilbage, inden hjemmeholdet sluttede af med scoring på et straffekast inden pausen.

To minutter inde i anden halvleg bragede Sofie Bæk Silkeborg-Voel foran 17-10 efter nye redninger af Filippa Idéhn, og siden så hjemmeholdet sig ikke tilbage.

13 minutter inde i anden halvleg var 15-10 blevet til 23-12, og så var der udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt hjemmeholdet kunne holde koncentrationen.

Det kunne det, og anden halvleg udviklede sig som ren sportslig striptease, så Ajax-spillerne måtte have frosset hele vejen hjem.

Udeholdet havde ikke meget at byde på, at det, der var i Ajax-holdet, klarede hjemmeholdets forsvar og velspillende Filippa Idéhn i målet.

At sejren - trods alt - ikke blev større, skyldes, at hjemmeholdet trods de mange scoringer indimellem havde et hakkende angreb, samt at der endnu en gang blev misbrugt på åbne chancer - personificeret hos Lea Hansen, der helt fri og med så god tid, at hun kunne have smuttet en tur i cafeteriet, brændte en friløber....

Tilbage står, at efter et nederlag, og to unødvendige uafgjorte kom Silkeborg-Voel tilbage på sejrssporet med en overbevisende sejr og endelig indfriede favoritværdigheden på hjemmebane.