Joe Biden bifalder Senatets stramning af våbenlovgivningen

Stramning af våbenlovgivningen vil føre til bedre beskyttelse af amerikanske børn, siger præsident Joe Biden.

Udgivet:24. juni 2022, 05.45

Læsetid:1 minut

Præsident Joe Biden glæder sig over, at det er lykkedes Senatet at nå til enighed om en stramning af våbenlovgivningen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

WASHINGTON D.C. USA's præsident, Joe Biden, bifalder Senatets stramning af våbenlovgivningen i landet.

Det udtaler han i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Præsidenten lægger især vægt på, at der er fundet en tværpolitisk aftale, som blandt andet vil indføre strengere baggrundstjek for bestemte personer, som ønsker at købe skydevåben.

- I aften har medlemmer af Kongressen efter 28 års passivitet på tværs af partitilhørsforhold fundet sammen og imødekommet opfordringen fra familier over hele landet og taget stilling til skydevåbnenes plage i vores samfund, siger han.

De grundigere baggrundstjek vedrører personer, som tidligere er dømt for vold i hjemmet, og personer, som er dømt for alvorlige forbrydelser i deres ungdom.

Desuden er der føderal støtte til, at de enkelte delstater kan indføre love, der forhindrer personer i at købe våben, hvis de vurderes at være til fare for sig selv eller andre.

Det er mindre, end hvad Demokraterne bad om, sagde Senatets demokratiske leder, Chuck Schumer, natten til fredag dansk tid.

Ikke desto mindre giver loven amerikanske børn bedre beskyttelse, mener præsidenten.

- Denne tværpolitiske lovgivning vil hjælpe med at beskytte amerikanere. Børn i skoler og i samfundet vil nyde større sikkerhed på grund af den, siger Joe Biden.

Lovforslaget blev udarbejdet og godkendt i det amerikanske Senat. Den skal nu til afstemning i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, som skal stemme for lovforslaget, før Biden kan sætte sin underskrift for at lade loven træde i kraft.

Biden opfordrer Repræsentanternes Hus til at stemme for loven. Kammeret har et solidt demokratisk flertal.

- Repræsentanternes Hus bør nu stemme for lovforslaget og sende det videre til mit bord, siger han.

Debatten om våbenlovgivning er for alvor taget til, efter at antallet af øjensynligt tilfældige masseskyderier har været tiltagende i 2022.

/ritzau/