Tyveri fra bilisterne som benytter p-pladserne på Silkeborg Sygehus

Udgivet:22. marts 2023, 10.19

Læsetid:2 minutter

Det blev en dyr fornøjelse - og en meget besværlig klagevej - at parkere ved syghuset i Silkeborg.

Af Poul-Martin Lilja Nielsen. Højbovej 22 Silkeborg

2 måneder siden

PARKERING Onsdag den 8. marts kl. 8.43 tjekkede jeg ind ved p-pladserne på Silkeborg Sygehus, og kl. 9.57 tjekkede jeg ud. Det kostede den nette sum af 71,- kr., selvom jeg tjekkede ind under timeparkering.

Jeg kontaktede derefter Region Midtjylland, som sendte stafetten videre til Silkeborg Sygehus, som sendte stafetten videre til Apcoa, som sendte en undskyldning med krav om, at jeg skulle sende screen-shot fra banken samt kontonummer, før jeg kunne komme i betragtning til at få det overskyende beløb retur, hvilket gør mit krav til en noget snørklet sag, som mange andre ville opgive lang tid før den kom i gang.

I mailen fra Silkeborg Sygehus informerede de mig om, at det var alle, som parkerede i samme tidsrum, som blev opkrævet for en dags parkering.

Hvor mange det drejer sig om, kan jeg kun gisne om, men jeg er sikker på, at rigtig mange ikke får deres penge retur på grund af den besværlige og næsten umulige adgang, der er til at klage.

Apcoa kan på deres automat se hvem, som er blevet opkrævet for meget, og de har de oplysninger, de skal bruge på automaten til, at de kunne returnere de overskydende penge til de kunder, som har penge til gode, men det ville jo selvfølgelig gå ud over deres »indtjening« - så hellere se hvor få, som orker at gå den seje klagegang, det er at komme i kontakt med dem.

Jeg forstår ikke, at Region Midtjylland og Silkeborg Sygehus vil benytte sig af en samarbejdspartner, som på den måde stjæler fra sagesløse og magtesløse mennesker, som skal besøge det lokale sygehus i Silkeborg, hvorimod hvis man benytter Anders Kühnaus yndlingssygehus i Viborg så kan parkere gratis.

Jeg håber og ønsker, at alle som er blevet krævet for meget i p-afgift på Silkeborg Sygehus, vil gå den seje vej og klage for at få deres penge retur.

Indlæser debat