Chefredaktør: Lars Larsen drev virksomhed på følelser
Dynekongen skilte sig ifølge Niels Lunde ud ved at drive virksomhed på følelser og rose danske model.
Udgivet:20. august 2019, 09.09
Læsetid:1 minut
Dynekongen skilte sig ifølge Niels Lunde ud ved at drive virksomhed på følelser og rose danske model.
Udgivet:20. august 2019, 09.09
Læsetid:1 minut
Ved at lade sig styre af mavefornemmelse fik Lars Larsen folkelig anerkendelse, fortæller Børsens chefredaktør Niels Lunde. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
SEJS-SVEJBÆK Lars Larsen var ifølge Niels Lunde, chefredaktør på dagbladet Børsen, »en fantastisk købmand«, der især skilte sig ud ved at skabe og drive sin virksomhed på følelser.
- Han var fantastisk god til at forstå sine kunder. Han havde en følelsesmæssig forståelse, der var meget anderledes, end hvad man lærer på handelshøjskolen i dag, siger Niels Lunde.
Stifteren af Jysk holdt sig ikke ude af rampelyset, men talte direkte til sine kunder.
- Han optrådte selv, og det var nyskabende. Folk fik en stærk sympati for ham og troede på, at når de købte ind i Jysk, fik de en god vare til en fornuftig pris, siger Niels Lunde.
Lars Larsen skilte sig også ud ved ofte at deltage i den politiske debat, fortæller Niels Lunde. Modsat store dele af dansk erhvervsliv roste han blandt andet skattetrykket i Danmark.
- Han roste Danmark som et af de bedste lande i verden at drive virksomhed i og var med til at tale vores samfundsmodel op. Det gav ham en folkelig respekt og forankring, siger chefredaktøren.
Lars Larsen døde mandag morgen i sit hjem i Sejs-Svejbæk. Han blev 71 år gammel.