Hold fast på mølleplanerne

Udgivet:16. april 2019, 12.41

Læsetid:2 minutter

Af Peter Nyegaard Jensen Medlem af Silkeborg Byråd for Venstre

4 år siden

VINDMØLLER Da jeg i fredagens avis læste et forslag fra mine byrådskolleger, Jonas Sivertsen (S) og Lars Faarup (S), fik jeg kaffen galt i halsen. Et forslag om at bruge millioner fra kommunekassen til køb af havvindmøller, som jeg kun kan tolke som endnu en overspringshandling.

Havmøller er fantastiske, men hvorfor bruge kommunale midler til at købe aflad i dem, når driftige investorer står i kø for helt gratis at stille møller op i kommunen?

Med statens havvindmølle-projekter og mange andre lovende tiltag, så ville vi vel kun skulle opstille 12-15 møller fordelt 4-5 steder i kommunen for at være helt forsynet med grøn strøm?

Den samlede elproduktion fra 12-15 nye vindmøller er i størrelsen 150 mio. kWh pr. år, hvilket svarer til elforbruget i ca. 37.500 husstande i kommunen, beregnet ud fra et gennemsnitligt energiforbrug pr. husholdning på 4000 kWh /4/.

4-5 steder med moderne smukke og støjsvage møller i små-grupper á 3 stk.

I det åbne kulturlandskab ville det understrege, at vi i Danmarks Outdoor Hovedstad reelt tager ansvar for den grønne omstilling. Det ville også signalere velfortjent respekt for de 33.662 beskæftigede i den danske vindmølleindustri.

Med VE-lovens støtte- og kompensationsmuligheder for de ganske få berørte møllenaboer, ville det være en så beskeden gene, at vi af hensyn til almenvellet bør kunne fastholde politisk konsensus.

Jeg vil kraftigt opfordre mine politiske kolleger til at stå fast - til at udvise mandsmod og oprigtigt støtte op om den så vigtige grønne omstilling med de midler, der reelt batter.

Ideologisk kan man have forskelligt syn på, om staten bør overtage produktionsapparatet og om kommuner bør investere i energiproduktion, vindmøller o.s.v.

Sikkert er dog, at en ny diskussion om kommunal investering i havvindmøller bare vil forsinke den grønne omstilling yderligere mange år.

Som bekendt er klimaforandringerne skræmmende alvorlige. Vi har ikke mange år til at handle. Så kære kolleger hold nu fast ved de mølleplaner, der umiddelbart kan realiseres i kommunen.