Corona-status: Seks nye smittede i Silkeborg og den britiske variant dominerer mere og mere

21. februar 2021, 14.08

SILKEBORG Fra lørdag til søndag blev seks personer testet positive for coronavirus i Silkeborg Kommune.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det betyder, at antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge (incidenstallet) er på 74,5.

Den britiske variant af coronavirus er nu dominerende i Danmark, bekræfter tal fra SSI.

Varianten udgør 57 procent af de positive prøver, som hidtil er analyseret i uge 7. Ugen før var andelen 46,6 procent.

Der er det seneste døgn registreret yderligere 496 smittede i hele landet med coronavirus, oplyser SSI. Der er fortsat 248 indlagte, og der er fem nye dødsfald.

/Ritzau/