Marsvinslund vindmøller - en lille sejr for naboerne

16. juli 2021, 12.49

VINDMØLLER Den 30. juni 2021 har Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævet og hjemsendt Silkeborg Kommunes afgørelse om opsætning af vindmølle indenfor skovbyggelinjen ved Marsvinslund. En lille sejr for os naboer.

Nu bør det ikke komme som en overraskelse for forvaltningen, da den, før vedtagelsen af lokalplanen, var gjort opmærksom på, at der var problemer med sagsbehandlingen

Hans Rytter (NB)

Nu bør det ikke komme som en overraskelse for forvaltningen, da den, før vedtagelsen af lokalplanen, var gjort opmærksom på, at der var problemer med sagsbehandlingen. Hvis ikke byrådet havde haft så travlt med at hjælpe direktionen og Steen Vindum med at få erklæret Kuno Danielsen (DF) inhabil, så ville byrådet også have vidst det. Han skulle uden for døren, så byrådet ikke fik mulighed for at høre hans seks sider lange indlæg, om de mange fejl og mangler i forvaltningens sagsbehandling.

Nu afventer vi så en afgørelse på en anden klage om mangler og udeladelse i VVM-tilladelsen.

Jeg vil sige et stor tak til foreningen Fælles Klima Strategi og Lars Bøegh for en utrættelig indsats på vegne af alle os naboer, som bliver negativt påvirket af Marsvinslund vindmølleprojektet.

Når sagen skal behandles i byrådet næste gang, så håber jeg, at byrådet sætter PVU-formand Hans Okholm uden for døren, da han er den eneste reelt inhabile i denne sag. Hans Okholm er tidligere næstformand i bestyrelsen for Eniig Renewable, som havde 50 % af Marsvinslund projektet.