Museum Skanderborg til Gl. Rye: Skriv en historie om corona

Museum Skanderborg beder borgere i Gl. Rye om hjælp til at indsamle informationer om livet i byen under coronakrisen

11. april 2020, 11.07

Bettina Skindstad er en af de Gl. Rye borgere, som har fået vendt op og ned på sin tilværelse under coronakrisen. Nu forsøger hun at få det bedste ud af sin nye situation ved at at sælge krea-kasser til børnefamilier i Gl. Rye. Hendes historie er én af mange, og nu vil Museum Skanderborg dokumentere livet i Gl. Rye under den verdensomspændende coronakrise med hjælp fra borgerne selv. Foto: Jakob Stigsen Andersen

GL.RYE - Vi hører i tv lige nu, at vi er i gang med at skrive historie. Det sker for hver enkelt af os gennem måden, vi lever på og håndterer Corona-pandemien. I hvert hus i Gl. Rye er dagligdagen temmelig sikkert ændret gennem forhold, hvor vi er hjemme fra skole, daginstitution og arbejde, og hvor vi må holde afstand til hinanden, siger Lene Mollerup, som er museumsinspektør på Øm Kloster Museum.

Hun er tovholder på et projekt, som går ud på at samle informationer om, hvordan det er at leve under Corona-pandemien for et lille lokalsamfund, Museet vil samle dagligdagshistorier, som kan gøre både nuværende og kommende generationer klogere på, hvordan man som familie eller individ har oplevet krisen.

Lille samfund i verdenskrise

- Vi står midt i en verdenshistorisk begivenhed. Det er interessant at høre, hvordan borgerne i Gl. Rye, som normalt har en stor berøringsflade lokalt, nationalt og internationalt, oplever den specielle tid, vi lever i lige nu, siger Lene Mollerup.

Hun er blandt andet interesseret i fotos af hjemmearbejdspladser, dagbøger, små film, genstande og breve, som kan være med til at fortælle historien om livet under coronakrisen.

- Indsamlingen skal dokumentere, hvordan et lille lokalsamfund har levet under og tilpasset sig en verdensomspændende krise, siger museumsinspektøren.

Materiale kan sendes til museumsinspektør Lene Mollerup på lmo@museumskanderborg.dk. Du kan også ringe på 86 89 81 94 hvis du har fysiske genstande, som Museum Skanderborg må få.