Silkeborgsagen - jeg funderer

14. september 2020, 12.38

Foto: Martin Ballund

PATIENTSIKKERHED Jeg går en del og funderer på hvad der foregår i hovederne på de tre personer i hospitalsledelsen i region Midt og koncerndirektør Ole Thomsen. Hvordan de har det.

Det må ikke være rart at være udsat for det pres de er udsat for. Et pres der helt sikkert vil bestå i lang tid endnu.

De ved jo godt, at alle der bare har sat sig lidt ind i sagen ved at beskyldningerne om brist i patientsikkerheden i Silkeborg er løgn. De vil for eftertiden være kendt som dem der udsatte 108 personer for en unødvendig bekymring og højdosis CT scanning.

Jeg kan godt få lidt ondt af dem.

Misforstå mig ikke. Presset på dem skal bestemt ikke slækkes. Ikke før de offentligt undskylder og dementerer at der har været problemer med patientsikkerheden.

Det ser ikke ud til, at de er modige nok til selv at gøre det, så det bliver nok først, når flere offentlige myndigheder tvinger dem til det. Hvis jeg var dem, ville jeg dog nok overveje, om ikke ydmygelsen blev mindre, hvis de selv gør det.

Der kommer senere i år en rapport fra konfliktmægleren Viemose.

Hvis ikke den rapport giver en anbefaling til, hvordan de kan undskylde for de løgnagtige påstande, der startede konflikten, er rapporten intet værd.

Lige nu trapper hospitalsledelsen helt klart konflikten op. De kalder de personer der ytrer sig til tjenstlige samtaler, og fyringen af administrerende overlæge på røntgenafdelingen i Randers Mahican Geilen viser deres desperation. Hendes brøde bestod i at hun påpegede løgnen i de beskyldninger hospitalsledelsen kom med.

Den fyring er jo helt åbenlyst udløst af en blanding af hævngerrighed og forsøg på at få andre til at holde mund.

Det virker ikke taktisk klogt. Hvis man ser en stor olm tyr kommende løbende mod en, er det bedste træk man kan gøre IKKE at tage en rød klud op og vifte med den. Ikke klogt.