Kampe mellem hyrder og landmænd i Tchad efterlader 11 døde

Landmænd i Tchad overfaldt fredag en flok hyrder i vrede over fritgående dyr. 11 mennesker har mistet livet.

Udgivet:01. oktober 2022, 05.07

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

NDJAMENA 11 mennesker er blevet dræbt i kampe mellem hyrder og landmænd i det centralafrikanske land Tchad fredag.

Det oplyser en lokal guvernør.

Meldingen kommer, efter at dødelig vold igen er blusset op mellem nomadiske hyrder og bosiddende landmænd.

I den centrale og sydlige del af Tchad, hvor mange beboere er bevæbnede, opstår der ofte sammenstød, fordi landmændene beskylder hyrderne for at lade deres dyr gå frit omkring og græsse eller trampe på afgrøderne.

- Landmændene overfaldt hyrderne, da de krydsede en kvægpassage, siger Sougour Mahamat Galma, der er guvernør i provinsen Guera.

I første omgang lød dødstallet på ni, men det blev senere opjusteret til 11.

- Det steg til 11, efter at to hyrder, der ankom til stedet med heste, blev bortført og efterfølgende dræbt af landmændene, siger guvernøren.

Derudover blev der affyret skud mod et dusin politibiler, der var sat ind for at dæmpe urolighederne.

Guvernør Sougour Mahamat Galma fortæller videre, at han har bedt hæren om hjælp af frygt for, "at volden bliver genoptaget".

/ritzau/AFP