Midtjyske Meninger: Krav uden mening

Af Anne-Marie Rytter Pedersen Låsby

Mon ikke mange mennesker husker, der er blevet stillet krav til dem om at sige undskyld? Især hører jeg ofte voksne kræve af børn, at de skal sige undskyld, og jeg hører det hårdt pressede barn vrænge »ooondskyyld!«, og jeg forestiller mig, at barnet har krydsede fingre og tænker: »Nu siger jeg det, og må jeg så lege videre, men kommer snotungen mig på tværs igen, vil jeg atter slå ham oven i hovedet med skovlen!«

Sådan er der en del krav, som slet ikke kan stilles, for det krævede gælder kun, hvis det kommer fra hjertet og af god vilje. Fri mig for at få en påtvungen undskyldning. Den er intet værd!

Indimellem er det sådan, at vi skal hygge os. Så snart det bliver sagt og stillet som et krav, begynder jeg at spekulere på, om jeg kan fingere en hovedpine og dermed legalt gå tidligt i seng. Hyggen opstår tit af sig selv, når den ikke kræves. Man kan heller ikke diktere folk at være glade.

Og så er der begrebet generøsitet. Jeg har hørt om arbejdspladser, der får besked på, at de skal være generøse arbejdspladser. Sikke en idé! Hvis man skal være generøs på kommando, er der slet ikke tale om generøsitet. Så er det bare en skør idé, og i mit kringlede hoved tænker jeg på mange af de tossede idéer, mennesker har hyldet i kortere eller længere perioder: Blodhævn, lobotomi og friluftsskidning - for slet ikke at nævne ekstreme, politiske systemer. De fleste mennesker er såmænd af natur generøse. Hvem vil ikke gerne give sin kollega en hånd med, tage kaffe med, når man selv går vejen, spørge pænt til kollegaens barn o.s.v.? Det er en almindelig medmenneskelig opførsel at vise og yde lidt overskud overfor andre mennesker, og man får som regel en masse igen.

Vi mennesker spejler hinanden, så vi spejler det, vi bliver mødt med. Bliver vi vist tillid, lever vi op til den. Mødes vi med venlighed, giver vi venlighed igen. Ligesom kontrol, lunefuldhed, surhed bliver mødt med ting af samme dårlige skuffe. Hvis en leder beslutter sig for at være generøs overfor sit personale, er jeg sikker på, at det vil brede sig som ringe i vandet, og med tiden vil arbejdspladsen blive mere generøs. Men man kan ikke stille det som et krav til sine medmennesker.

Jeg vil gerne fritages for at få en påtvungen undskyldning eller selv blive afkrævet en undskyldning. Ligesom jeg hverken vil beordres til at hygge, være glad eller generøs.

Hvis ingen stiller den slags krav til mig, tror jeg, at jeg både kan være ret hyggelig og måske også en kende generøs. Fri mig for urimelige krav!