Ny smart idé i Ry: Når det er badevejr sænkes fartgrænsen

Nye færdselstavler ved Knudhule Strand tilpasser fartgrænsen efter lufttemperaturen

28. juli 2020, 13.12

Når temperaturen er under den indstillede temperatur, fungerer tavlerne som almindelige hastighedsmålere, der blinker, når bilister overstiger fartgrænsen. Foto: Skanderborg Kommune

RY Når det danske sommervejr viser sig fra sin gode side, søger mange midtjyder mod egnens søer for at få en svalende dukkert.

Ved Knudhule Strand medfører det heftig aktivitet på vejen, hvor både mennesker og biler skal zigzagge mellem hinanden, når de valfarter til Knudsø og den skønne natur omkring Ry.

For at øge trafiksikkerheden har Skanderborg Kommune derfor indviet et helt nyt set-up med variable tavler. De nye færdselstavler er indstillet efter luftens temperatur, så når vejret bliver så varmt, at folk får lyst til en badetur, så nedsættes fartgrænsen på Randersvej automatisk.

Normalt er der en fartgrænse på 70 km/t på Randersvej ved Knudhule Strand. Men det ændrer sig, hvis det gode sommervejr melder sig.

- Lige nu er tavlerne indstillet til at sænke fartgrænsen til 60 km/t, når temperaturen overstiger 20 grader, fotæller projektleder Jette Schmidt fra kommunens Vej og Trafik-afdeling.

- Men vi bestemmer fuldstændigt selv, hvordan tavlerne skal regulere trafikken. Vi kan for eksempel også indstille dem efter vandtemperatur eller hæve grænsen til 22 grader, tilføjer hun.

- Her i den første tid kommer vi til at teste forskellige indstillinger og følge trafikken nøje for at finde de mest optimale forhold. De nye tavler er vigtige for at forbedre trafiksikkerheden og skabe tryghed for de mange personer, der færdes ved søen, fortæller Jette Schmidt

De variable tavler er netop taget i brug.

Tavlerne, der sænker hastigheden, er placeret 75 meter på hver side af krydsningshellen på Randersvej ud for Knudhule Badehotel.

Når temperaturen er under den indstillede temperatur, fungerer tavlerne som almindelige hastighedsmålere, der blinker, når bilister overstiger fartgrænsen.

sinn