Der skal kæmpes for Silkeborg Gymnasium

27. november 2021, 08.03

GYMNASIERNE På mandag skal politikerne i Region Midtjylland tage en markant beslutning for studerende i Silkeborg Kommune. Nemlig en beslutning om at skære én klasse væk på Silkeborg Gymnasium (SG).

Stemmes det igennem, så vil primært kommende studerende fra Kjellerup og omegn ikke kunne vide sig sikre på, om de i fremtiden kan få opfyldt deres ønske om at gå på det lokale Silkeborg Gymnasium, men derimod blive sendt til Bjerringbro Gymnasium (BG).

Vi er helt med på, at man skal holde hånden under gymnasier i yderområder, hvor der ikke er alternativer, men det er ikke sagen her. I Viborg Kommune ligger der nemlig tre almene gymnasier, i Silkeborg kun ét

Helle Gade (S) og Johan Brødsgaard (R)

Vi mener, at det er dybt uholdbart, at vi skal sende elever ud af kommunen, når vi har et fantastisk gymnasium, som oplever stor søgning.

Tanken er, at holde elevgrundlaget på BG oppe, men vi mener ikke, at det er fair, at det skal gå ud over studerende, som har SG som deres førstevalg. Netop gymnasiets størrelse er med til at sikre stor faglighed, mange muligheder for studieretninger, studierejser, events mv.. Selvfølgelig søger mange studerende mod dette, og det skal de have lov til!

Vi er helt med på, at man skal holde hånden under gymnasier i yderområder, hvor der ikke er alternativer, men det er ikke sagen her. I Viborg Kommune ligger der nemlig tre almene gymnasier, i Silkeborg kun ét.

Lokale studerende må ikke blive en brik i et spil om, at holde et gymnasie kunstigt i live, når der er nok med valgmuligheder.

Giv de studerende i Silkeborg Kommune lov til at forfølge deres drømme og ønsker - og stem nej til at skære på kapaciteten på vores lokale gymnasium!

Indlæser debat