Har mistet knap 2,5 millioner på listeria-udbrud

Selvom slice-afdelingen på Hammels pålægsfabrik Delika er i gang igen efter de fundne listeria-bakterier, så flyttes tre medarbejdere til Engesvang

Udgivet:10. september 2014, 14.55

Læsetid:2 minutter

Delika er i gang igen efter, at slice-afdelingen har været lukket i næsten to uger.

Af Sanne Helene Højbjerg shh@mja.dk

Hammel Op mod 2,5 millioner kroner har det kostet den Delika i Hammel, at der tidligere blev fundet listeria-bakterier i slice-afdelingen.

Den afdeling på fabrikken har derfor været lukket ned i omkring to uger, men nu er alt på pålægsfabrikken i gang igen.

I forbindelse med listeria-udbruddet, der stammede fra Jørn A. Rullepølser, trak Delika i samråd med Fødevarestyrelsen en række skiveskårede pålægsprodukter tilbage som følge af mistanke om, at bakterien listeria fra Jørn A. Rullepølser kunne være havnet på fabrikken. Fødevarestyrelsens analyser af produkter fra selve Delika har dog hele tiden vist, at der ingen fund af listeria var i produkterne, men da bakterien blev fundet i omgivelserne på fabrikkens slice-afdeling, blev den afdelingen lukket ned i midten af august.

- Vi har fået taget op mod 158 prøver af Fødevarestyrelsen, der nu har givet os grønt lys igen. Det, vi har lært af det her, er, at vi ikke længere vil modtage produkter fra andre virksomheder, som vi skal skære op hos os. Jeg vil være 100 procent sikker på, at alt er i orden. Derfor er det eksempelvis slut med produkter fra Italien og alle andre steder også, siger direktør Kurt Møller.

- Vi har kun skåret 96 kilo fra Jørn A. Rullepølser op ud af en ugentlig produktion på 28 tons. Alligevel vil jeg aldrig tage nogen chancer med forbrugerne - heller ikke selvom det koster mig op mod 2, 5 millioner kroner. Jeg tror på, at det er det, der gør, at forbrugerne stadig har fuld tillid til os, og at vi næsten er oppe på samme niveau nu som før listeria-udbruddet, siger han.

Dog har tre af Delikas medarbejdere valgt at takke ja til at flytte deres arbejdsplads til Delika i Engesvang, da der stadig er en smule mindre at lave i Hammel efter det landsdækkende listeria-udbrud.