Mesteren triumferede på Jyllandsringen

Kasper H. Jensen øgede afstanden til konkurrenterne i DTC-klassen

9. juni 2019, 18.06

Ronnie Bremer (t.v.) var godt kørende, men kunne ikke forhindre Kasper H. Jensen (t.h.) i at køre med sejren på Jyllandsringen. Foto: Henning Smed

MOTORSPORT Juniløbet på Jyllandsringen kulminerede søndag eftermiddag, hvor Kasper H. Jensen fra Massive Motorsport udbyggede sin samlede føring i DTC med en finalesejr foran rutinerede Ronnie Bremer og teamkollegaen Max Klinkby-Silver.

Den forsvarende mester førte fra start til slut i finalen og hentede også point med sejre i fire af de otte kvalifikationsheats, der afgjorde startplaceringerne i finalen på banen ved Resenbro. Ronnie Bremer og Max Klinkby-Silver fordelte sejrene i de fire resterende kvalifikationsheats mellem sig med to til hver.

- Det er dejligt at stå her med sejren efter en dårlig omgang i Aarhus (ved Classic Race, red.). Det var en forløsning at få en god weekend, sagde Kasper H. Jensen, da Midtjyllands Avis fangede vinderen umiddelbart efter finalen.

Læs mere om weekenden på Jyllandsringen i tirsdagens udgave af Midtjyllands Avis.

Kasper H. Jensen (i midten) løb med sejren på Jyllandsringen. Foto: Mathias Hove Andersen