Midtjyske Meninger: Det eneste der er sikkert at man skal

10. september 2019, 12.40

Foto: Martin Ballund

Der er rigtig mange ting her i verden, som du må. Så er der nok færre ting, som du kan. Der er faktisk ikke så mange ting, du skal! Faktisk er der kun én ting her i livet, som er helt sikkert, at du skal! Det er, at du skal dø.

Pyh, der er sikkert allerede man-ge læsere, som trækker sig lidt nu. Det er utroligt, hvor noget så naturligt som død får så mange til at være tavse, vende hovedet væk eller gå sin vej. Det er faktisk lige så naturligt som fødsel. Nuvel, fødsel kan også få det til at vende sig i nogen. Det er jo mest pga. alt det blod og kropsvæsker, som det indebærer.

Hvorfor er det svært for os, når nogen dør? Både at tale om, være i og møde. Det er da heller ikke enkelt for mig. Døden kiggede forbi i mit liv allerede som 4-årig da min mormor døde. Det har jeg ikke nogen erindring om. Senere mistede jeg min farfar. Det gjorde mig ked af det, da han var rigtig god til at lege med dukker - og så havde han altid karameller.

Det, jeg som voksen synes, er sørgeligt ved døden, er tanken om alt det, de ikke nåede at opleve. Og mine egoistiske tanker er, at jeg skal undvære et menneske i mit liv. En ting er, når en, som har levet et langt liv, dør. Han eller hun vil alt andet lige, have nået at opleve og sætte sit præg på mennesker og verdenen.

Det, som for alvor gør mig ked af det, er, når børn mister livet. Forældre skal ikke overleve deres børn. Det er sådan, at naturens naturlige gang bør være, at børn skal blive voksne og igennem livet på godt og ondt.

Jeg er ked af det på Lars Larsens og hans families vegne. Dog er jeg glad for, at han nåede at opleve en masse og ikke mindst sætte præg på alle os andres liv. Både personligt, ved at være foregangsmand, og med varme dyner fra Jysk.

Dog kan jeg have svært ved ikke at få tårer i øjnene, og mærker en knude i maven, når jeg tænker på tre uskyldige børn, som mistede livet i Sri Lanka. De nåede ikke en brøkdel af det, de blev sat i verden for.

Døden overlever ingen. Lær at leve med det.