Første sæsonsejr: Silkeborg-Voel bankede Holstebro

Efter en skidt spillet første halvleg strammede hjemmeholdet sig op efter pausen og sikrede sig to sikre point

10. september 2021, 20.34

SVK vs HIH. Silkeborg Voel møder hjemme i Jysk Arena Herning Ikast håndbold. Filippa Idéhn Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Efter en rodet og sløj første halvleg, hvor Silkeborg-Voels spil især i starten druknede i tekniske fejl, strammede holdet sig op de sidste 30 minutter og vandt 29-19 over Holstebro efter 11-8 ved pausen.

Men kønt var det ikke de første 30 minutter mod en modstander, der manglede sine bedste spillere.

At det trods en middelmådig indsats lykkedes at sikre sig en føring ved pausen som udgangspunkt for sæsonens første sejr i ligaen, kan Silkeborg-Voel først og fremmest takke tilbagevendte Filippa Idéhn for.

I de første 10 minutter havde hun en redningsprocent på 70.

I angrebet var en hektisk Sofie Bæk en pose blandede bolsjer - lige fra de sure til de søde med flotte mål, indspilninger og dårlige afslutninger.

Og andre havde svært ved at sætte sig så meget igennem, at manglen på en højrehåndet højre back var synlig som aldrig før.

Som en af de unge fans meget rammende sagde i pausen:

- Det kunne være bedre.

Det blev det også. Meget.

Forsvaret var bedre, de tekniske fejl blev minimeret, og så var der den klasseforskel, der skulle være mellem de to hold.

Line Skak var stærk på stregen, Natasja Andreasen lykkedes med gennembrud, og på højre fløj var Annika Jakobsen med fem mål og to skud på træværket hård ved den klub, hendes far er direktør for.

Indlæser debat...