Bestemt ikke en badeferie

Hammels »delfiner« svømmede 10-12 kilometer om dagen på træningslejr

22. oktober 2019, 15.58

Her holdet af flittige »delfiner« der svømmede mellem 10 og 12 kilometer om dagen på efterårsferiens træningslejr. Privatfoto

HAMMEL Seje Hammel-svømmere har givet formen et boost i efterårsferien.

HGF Dolphins havde 36 børn og unge i alderen fra otte til 18 år på træningslejr i Jetsmark Idrætscenter i det nordjyske - og det var bestemt ikke nogen badeferie. Det var imponerende, hvad de præsterede i svømmebassinerne: Med to daglige træningspas nåede hver person at svømme mellem 10 og 12 kilometer om dagen. Derudover blev der tid til orienteringsløb, yoga, styrketræning og almindelig hygge.

- Det har været en pragtfuld træningslejr. Vi er glade og trætte, sagde HGF Dolphins cheftræner Peter Diinhoff Henningsen ved hjemkomsten til Hammel.

- Svømmerne er blevet rystet godt sammen på tværs af alder og køn. De har været gode til at bakke hinanden op, og vi har haft det rigtig sjovt.