Økonomi: Rimelig udligning nu!

7. oktober 2019, 13.10

OPRØR Forleden kunne vi læse i flere aviser, at Skanderborg Kommune har meget lav ledighed. Tredjelaveste ledighed i hele landet og lavest i alle kommuner udenfor hovedstadsområdet.

Og det er helt korrekt.

Det er alt sammen rigtig godt!! Og det efterlader det indtryk, at Skanderborg er en meget privilegeret kommune, hvor også indkomster er høje og de sociale udgifter er lave. Og det er sådan set også helt korrekt.

Men det system, der er indført her i landet - med udligning kommunerne imellem - medfører, at Skanderborg kommune ender med at blive særdeles underprivilegeret.

Byrådet har netop 1. behandlet forslag til budget for 2020-2023. På trods af berettigede forventninger hos borgerne til god velfærd og service, vil byrådet være nødt til at gennemføre nye besparelser på de borgernære velfærdsområder.

Hvordan disse forhandlinger ender, kan jeg ikke sige noget om endnu. Men fakta er, at Skanderborg kommune fremstår som en rig kommune, med veluddannede borgere, der også er i arbejde.

Hvordan kan det så være, at Skanderborg skal spare igen?

Velvidende, at vi i Skanderborg bruger færre penge på stort set alle velfærdsområder end landsgennemsnittet, fordi vi ikke har råd til mere. Og det på trods af, at borgerne i kommunen betaler en meget høj skat.

Hvad er det, der er galt?

Forklaringen er, at Skanderborg afleverer 60% af alle opkrævede skattekroner til den kommunale udligning. Med det resultat, at borgerne i Skanderborg finansierer velfærd i andre kommuner på et niveau, der i flere tilfælde langt overstiger det niveau, vi har I Skanderborg. Og de selvsamme kommuner kan nøjes med en skatteprocent, der er lavere end i Skanderborg.

Det er fuldstændig uacceptabelt. Og det burde medføre et OPRØR! Jeg er oprørt over det.

Det kan ikke forsvares.

Nu har Folketinget i årevis snakket om at lave en udligningsreform. Det er endnu ikke blevet til noget. Der er kommuner, der i dag modtager penge, de ikke burde være berettigede til.

Det er meget stærkt påkrævet, at der sker noget NU!! Der er klare »systemfejl« i udligningssystemet. Det er faktisk veldokumenteret.

Hvem kan forstå, at Skanderborg har en meget lav ledighed, en høj skatteprocent og borgere med høje indtægter, og alligevel skal spare mange penge på de borgernære velfærdsområder? Jeg har gennemskuet, hvorfor det er sådan, men jeg kan ikke begribe, at de ansvarlige (regering og folketing) ikke får gjort noget ved det.