DET ER DIT VALG - KV21

Leder: Det er dit valg

30. september 2021, 13.01

- Jamen, det der lokalpolitik interesserer mig ikke.

Sådan hører man af og til folk sige. Det er ærgerligt.

For der er hver eneste dag mange gode grunde til at interessere sig for lokalpolitik og kommunens opgaver - og læse om begge dele i din lokale avis.

Lokalpolitik handler jo om din og min hverdag. Om det nære.

Det er byrådet, der har indflydelse på, om der er pædagoger nok i børnehaven. Om der er børnehaver nok. Om der bliver bygget nye boliger i dit nærområde. Om der skal bygges højhuse. Om vejen er trafiksikker. Om de ældre får en værdig pleje.

Ja, fortsæt selv listen.

Samme dag som vi vælger nyt byråd er der også valg til regionsrådet. Her er medlemmernes altoverskyggende opgave at sikre optimale forhold på sygehusene. Både når det gælder selve behandlingen og nybyggeri.

Så der er faktisk ingen tvivl om, at valgene 16. november har langt større indflydelse på din hverdag, end hvad der sker på Christiansborg. Og så er det værd at bemærke, at du har langt større mulighed for at påvirke de lokale politikere fremfor de 179 medlemmer af Folketinget.

I dag skyder vi i Midtjyllands Avis for alvor valgkampen i gang i artikelserien »Det er dit valg«. Her kommer vi blandt andet til at se nærmere på den voldsomme befolkningstilvækst, som Silkeborg oplever i øjeblikket. Og ikke mindst de konsekvenser den har. Det emne vil helt sikkert blive et af de varmeste i valgkampen i Silkeborg Kommune. For det handler jo ikke bare om, at der bygges på livet løs, og at der derfor udarbejdes nye lokalplaner på samlebånd. Det handler også om at skabe plads i vuggestuer og børnehaver til de mindste af de nye tilflyttere. Og om at sikre, at der også er plads til dem i skolen om nogle år.

Men vi kommer også til at skrive om forholdene for de ældre.

Således sætter vi fokus på de alvorlige problemer, som ansatte har påpeget, hvor de fortæller om for få ansatte og dermed manglende tid til at skabe en værdig hverdag for de ældre.

Og så er der jo også trafikudfordringerne og klimaet. Og ...

Valget handler også om, hvem der i sidste ende skal tage den eftertragtede borgmesterkæde om halsen. Og der er lokalt udsigt til en række spændende opgør, hvor specielt de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, har kørt spidskandidaterne i stilling. Men måske kan et af de mindre partier blande sig i borgmesterspillet på valgnatten?

Der er nok at tage fat på. Vi håber du har lyst til at læse med - men det er naturligvis også dit valg.

Indlæser debat