
Fra Babysam over finans til mental-gartner
Dorthe Juul har arbejdsmæssigt været vidt omkring de sidste 26 år. Nu springer hun ud som selvstændig
Udgivet:06. maj 2016, 13.10
Læsetid:3 minutter
Meditation var en stor genvej for Dorthe Juul, der gennem den selv har fundet roen og balancen i sig selv. - Vi lever i dag i en verden, hvor vi skal være forandringsparate og til rådighed det meste af tiden. Vores sind har brug for ro, for at vi kan mærke, hvad der er bedst for os. Ellers bliver det tiden, der styrer os og ikke vores indre kompas, der viser os retningen. Det er vigtigt at der er balance mellem krop, sind og ånd, siger Dorthe Juul.
7 år siden
Mange vil huske Dorthe Juul fra Babysam, som hun havde i 16 år indtil hun solgte butikken 2004 og vendte sig mod finansverdenen.
Her fik hun ansættelse hso Jyske Finans, hvor hun med tiden blev fagansvarlig for et team.
- Det var en kæmpe omvæltning og lidt af et kulturchok for mig, men jeg var vildt glad for mit job, siger Dorthe Juul, der arbejdede for meget, og endte med at gå ned med stress.
- Efter at være ramt af stress, var det ikke det samme mere, jeg var ikke glad, og hvis jeg skulle få det godt igen, var der ikke anden udvej end at sige mit job op, siger hun.
Kulturchocket og perioden med stress banede vejen til det åndelige og Dorthe Juul er i dag uddannet NLP coach og Certificeret Master coach.
Hun er endvidere clairvoyant, medie og healer.
For nylig etablerede hun virksomhed under eget navn, hvor hun hjælper andre med at komme fri af stress,
Hun arbejder med måden de tænker på om sig selv, så deres fundament bliver stærkt, og de får et liv med balance og mere energi. Det sker blandt andet gennem det hun kalder »mærk livet-forløb«, der er et intensivt forløb som løber over fire måneder.
Her følger hun den enkelte intensivt, også mellem sessionerne. Et forløb som flere end 30 silkeborgensere indtil nu har taget fat på.
Desuden har hun startet et gruppementor forløb, ligesom hun holder foredrag rundt om i landet.
- Man kan sige at jeg er en mental-gartner, siger Dorthe Juuln og tilføjer.
- Jeg luger ud i de overbevisninger og tankemønstre vi har, som begrænser os. På den måde bliver der plads til at tanker, der får os til at tro på os selv. Tanker, der får os til at tro, at livet skal være sjovt og energigivende. Og så gøder jeg det hele, så vi virkeligt kan blomstre. Livet skal leves indefra og ud, siger hun.
Del af noget større
Dorthe Juul har det meste af sit liv levet spirituelt og har altid forsøgt at se det bedste i sine medmennesker.
- Vi er en del af noget der er større. Jeg hjælper andre med at kunne se det, så de kommer til at leve på den bedst mulige måde for dem. Jeg har jo selv mærket gennem min stress historie, hvilken forskel det gør, når man får mærket ordentligt efter og kan mærke, hvad man har lyst til. Det har givet mig et helt andet drive, siger Dorthe Juul og tilføjer.
- Det er ganske almindelige mennesker, der kommer til mig. Det er lige fra unge kvinder der mangler selvværd til, folk i midtvejskriser, til direktører der mangler retning i sit liv. Det, der er fælles for dem er, at de leder efter deres indre drive, de har en masse muligheder, som de ikke kan se og de kan ikke mærke, hvad der vil gøre dem mest glade, siger Dorthe Juul.