Ville præsidenten kunne have sex med en praktikant i dag?

I de senere år har amerikanske medier givet spalteplads til opdaterede kommentarer om Bill Clintons sexskandale med Monica Lewinsky i 1990’erne. Samstemmende har de lydt, at var det sket i dag, måtte den ellers populære præsident have trukket sig i vanære. Men kan det virkelig passe?

Udgivet:23. januar 2022, 14.00

Læsetid:7 minutter

En januar-dag i 1998 var Bill Clinton helt rolig, da han for rullende kameraer stirrede den amerikanske befolkning direkte i øjnene og sagde: »I did not have a sexual relationship with that woman, Miss Lewinsky«. Men det havde han haft, og løgnen førte til en rigsretssag. Foto: Win Mcnamee/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Casper Hindse
redaktion@m-jylland.dk

Bill Clinton fortrak stort set ikke en mine den januar-dag i 1998. Den amerikanske præsident virkede lige så rolig, som når han præsenterede et lovforslag, da han for rullende kameraer stirrede den amerikanske befolkning direkte i øjnene og sagde:

- I did not have a sexual relationship with that woman, Miss Lewinsky.

Men det havde han haft. Løgnen førte til en rigsretssag, tavshed fra kvinden, som var tidligere praktikant i Det Hvide Hus, og ikke mindst til en yderligere polarisering af offentligheden. Kan man stole på den løgnagtige amerikanske præsident, spurgte Republikanerne dengang, og dette spørgsmål er begyndt at dukke op igen i USA i de senere år, når årsdagen for Clintons berømte benægtelse toner frem i kalenderen.

Flere amerikanske medier har således stillet spalteplads til rådighed for meningsdannere, som bedyrer, at hvis det var i dag, Clinton havde haft sex med en 22-årig praktikant, havde han måttet trække sig. Men kan det passe, at en præsident ikke kan blive i embedet, hvis han eller hun har udenomsægteskabelige affærer og altså et skævt magtforhold til en medarbejder?

- Først og fremmest må man fastslå, at tiden har ændret sig, siger kommunikationsrådgiver i Lead Agency, Torsten Jansen, der som DR’s USA-korrespondent i slutningen af 1990’erne dækkede skandalen:

- Amerikanerne interesserede sig for det her som et moralsk, politisk og juridisk spørgsmål. I Danmark mente mange reelt, at sagen var udtryk for amerikansk hysteri. Jeg modtog mails fra seere om, at min dækning var seksualforskrækket. Danskerne så det slet ikke som et problem, at Clinton havde haft et forhold til Lewinsky. Det var jo hans privatliv, og flertallet af amerikanerne viste sig at være enige, hvilket jo er ret vildt set med nutidens briller. Sådan en historie ville i dag starte en helt anden debat.

Spørgsmål om krænkelse

Bill Clinton klarede skærene dengang. Hans parti bakkede op, da målinger viste, at amerikanerne helst så, at han blev. Det er naturligvis kontrafaktisk historieskrivning at diskutere, om det så også ville være tilfældet her i 2022, men imidlertid trækker sagen nu nogle klare tråde frem til i dag. Den viser nemlig, at verden har rykket sig siden dengang i 1990’ernes totale opgangstider, forklarer Torsten Jansen.

- Det er vigtigt at huske på, at selve rigsretssagen rent faktisk ikke handlede om utroskab eller magt over en praktikant. Rigsretssagen handlede om, at præsidenten løj under ed. Derfor var det en ekstremt politisk sag, hvor Republikanerne ville have Clinton ned med nakken. Allerede dengang var polariseringen af det politiske klima i Amerika i gang, og det er kun eskaleret sidenhen. I årevis havde det svirret med rygter om Clintons damebekendtskaber, og det vil sige, at det var muligt at lave et komplot mod ham. Hvad Lewinsky mente om det hele, interesserede stort set ingen sig for, siger han og betoner, at der gik mange år, før Monica Lewinsky - som vi i nutidens lys formentlig ville placere som et offer i fortællingen om præsidenten og praktikanten - udtalte sig om sagen:

- Først for ganske nylig reflekterede hun over, hvad affæren havde betydet for hende. Lewinsky er aldrig blevet gift, og hun har aldrig fået børn, men er derimod blevet udstillet som en kvinde, der var løs på tråden. Den historie ville nok være noget anderledes i dag, og derfor vil jeg også mene, at Bill Clinton ville have været i langt større problemer, hvis affæren havde fundet sted her i 2022. Han var nok ikke blevet dømt i rigsretten, men alene skandalehistorien om en magtfuld mand, der har sex med en underordnet, ville muligvis kunne vælte ham. Især hvis Lewinsky havde sat ord på, at hun følte sig forulempet. Taler vi om en klokkeklar krænkelse, hvor en praktikant har følt sig gramset på af en præsident, er det svært at forestille sig, at det ikke ville få konsekvenser. Skævheden i det magtforhold går bare ikke i dag.

Vælgernes klare dom

Det er værd at bemærke, at Bill Clinton ikke alene kunne blive i Det Ovale Værelse dengang. Som den første amerikanske præsident siden Anden Verdenskrig formåede han faktisk også i 1998 at få sit parti til at gå frem ved midtvejsvalget. Det beviser, at den amerikanske offentlighed ser på resultater, før de ser på moral, mener lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet og forfatter til bogen »USA’s historie«, Niels Bjerre-Poulsen.

- Vælgernes dom var sådan set ret klar efter rigsretssagen. De kunne godt lide Clintons politik, og selvom de nok ikke ville være gift med ham, kunne de sagtens stemme på det fremskridt, de følte, han stod for. Republikanerne, der havde rejst rigsretssagen, var dybt forundrede over, at deres mission om at afsætte præsidenten havde slået fejl. Havde præsidentens integritet virkelig ikke nogen betydning? De forregnede sig, og det var der nok en historisk grund til, siger Niels Bjerre-Poulsen og henviser til en episode i amerikansk politik, der udspillede sig 10 år før, Clinton blev trukket i rigsretten:

- I 1988 ville Gary Hart være præsidentkandidat for Demokraterne, men allerede under primærvalgkampen kom det frem, at han havde en affære med en fotomodel. Det var på en måde med til at vaccinere offentligheden mod Clintons senere sexskandale. I 1988 endte Demokraterne nemlig med at nominere Michael Dukakis, som ikke var nogen god præsidentkandidat, og som derfor også tabte stort til George H.W. Bush. Tilpas mange demokratiske vælgere kunne huske dette i 1998, og de ville simpelthen ikke have, at personlige affærer skulle stå i vejen for det, de mente, var nationens naturlige udvikling. Uden Hart-sagen i 1988 havde Clinton nok ikke været lige så immuniseret i 1998.

Værre for konen

Noget kunne i øvrigt tyde på, at magtens største mand i Amerika har det med at være »too big to fail«, når det kommer til celebre skandaler.

De fleste kan jo nok huske, hvordan en vis Donald Trump i præsidentvalgkampen i 2016 blev afsløret i at tale om kvinder på nedsættende vis. Trump fastslog, at hvis man var en kendt mand som ham, kunne man bare pille mennesker fra det modsatte køn mellem benene efter behov. De fleste dømte ham straks ude, men alligevel vandt Trump over ... Hillary Clinton, der den dag i dag stadig er gift med Bill Clinton.

- Lige netop det får mig til at tro, at en skandalesag som Bill Clintons affære med praktikanten nok stadig ville gå i dag, siger Niels Bjerre-Poulsen:

- Dér, hvor vi har set et skift i samfundsdebatten i forhold til magt og sex, er jo blandt mennesker, som ikke kunne finde på at stemme på Republikanerne. Husk på, at førende feminister hånede Monica Lewinsky dengang i slutningen af 1990’erne. Først i dag har de fået bondeanger og har undskyldt, men i den brede offentlighed stemmer amerikanerne altså stadig efter, hvad en præsident kan gøre for dem og deres økonomi. Det moralske fylder langt mindre. I de historiske vurderinger af amerikanske præsidenter er Bill Clinton for nedadgående i øjeblikket, og det skyldes nok tidens tone, men ellers er skiftet ikke så markant.

Kommunikationsrådgiver Torsten Jansen, kan godt se en pointe her, men han mener alligevel at en demokratisk præsident i dag ville være i større problemer, end Clinton var dengang.

- Siden valget af Trump i 2016 er der nogle grundregler, som er blevet fornyet på i hvert fald den ene politiske fløj. Det vil for fremtiden være svært for en demokratisk kandidat at blive valgt, hvis han eller hun er moralsk anløben. Der er kommet så meget mere på spil i den politiske diskussion, at Demokraterne skal opføre sig pænere, hvis de vil have venstrefløjen af partiet hen til stemmeurnerne, siger han og nævner, at Lewinsky-affæren ganske paradoksalt har kostet Bill Clintons kone mere, end den har kostet ekspræsidenten:

- Sagen viste sig at have enorme politiske omkostninger for Hillary Clinton på længere sigt. I de senere år har der været virkeligt mange, som har været forargede over, at hun ikke forlod Bill Clinton dengang, men i stedet blev ved hans side - angiveligt fordi magten holdt dem sammen. Det magtfuldkomne er blevet hendes prædikatet, og det skadede hende uden tvivl, da hun selv forsøgte at blive præsident i 2016.

- I årevis havde det svirret med rygter om Clintons damebekendtskaber, og det vil sige, at det var muligt at lave et komplot mod ham. Hvad Lewinsky mente om det hele, interesserede stort set ingen sig for, siger kommunikationsrådgiver Torsten Jansen. Foto: Ritzau Scanpix