Fem unge taget for vild knallertkørsel

Over fem dage lavede politiet knallert- kontroller i Hammel, og det gav bonus

21. oktober 2019, 19.47

Fra onsdag til og med søndag gennemført Østjyllands Politi jævnlige knallert-kontroller i Hammel, og det gav bonus. Her kører en motorcykelbetjent en ung mand op på en knallert, der kunne køre langt mere end tilladt. Foto: Østjyllands Politi

HAMMEL Fem unge fartbøller har i de seneste dage fået en lærestreg af Østjyllands Politi.

De fem drenge er blevet snuppet for at køre for hurtigt på knallert rundt om på stier og veje i Hammel midtby - og for at køre på knallerter, der er ændret, så de kan køre meget hurtigere end tilladt. Deres knallerter kunne køre mellem 60 og 80 km/t, har politiets teknikere målt.

- Vi har fået rigtig mange henvendelse fra utrygge borgere, som har klaget over vild og voldsom kørsel med knallert i Hammel. Derfor har vi været i byen i nogle tidsrum fra onsdag til og med søndag, fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

- De fem kørte alt for stærkt på deres knallerter flere forskellige steder i Hammel. Vi havde fået forskellige oplysninger om vild knallertkørsel rundt om i byen og har været i perioder på nogle udvalgte steder. Og selv om der har været en del regnvejr i de dage, har vi altså taget de fem - og vi kommer helt sikkert igen, siger Jakob Christiansen.

De fem, der blev stoppet og noteret, er alle mellem 15 og 18 år og ikke straffet for den slags tidligere, så derfor kan de regne med at slippe med en bøde på mellem 1000 og 2000 kroner og en betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Næste gang: Konfiskation

Hvis nogen af dem bliver anholdt for den samme forseelse senere, så venter der en anderledes hård straf. Udover en bøde kan de regne med at få konfiskeret deres ulovlige knallert og samtidig kan de få udsat deres ret til at tage rigtigt kørekort med et halvt år, fortæller Jakob Christiansen.

212 ulovlige knallerter i år

Hammel er ikke den eneste by, der har problemer med unge, som kører vildt og larmende på ulovlige knallerter.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, som er utrygge og dødtrætte af unge mænd der kører vildt og voldsomt rundt på knallerter. Derfor er det noget, vi har fokus på, siger Jakob Christiansen.

De løbende indsatser rettet mod ulovlige knallerter har da også givet bonus - alene i år til nu har Østjyllands Politi standset 212 ulovlige knallerter.