DET ER DIT VALG - KV21

Erhvervskorridor 2.0

4. november 2021, 12.08

ERHVERVSOMRÅDE I 2016 åbnede man den sidste del af motorvejen rundt om Silkeborg. I forbindelse med motorvejen havde kommunen en masse erhvervsjord, som senere skulle sælges til interesserede virksomheder. På bare 5 år er langt det meste af jorden solgt og hvad så nu? Jeg vil anbefale, at vi kigger på en »erhvervskorridor 2.0«.

Om 10-15 år åbner motortrafikvejen mellem Viborg og Aarhus, og dermed kommer der en meget bedre trafikal løsning mod Aarhus. I Fårvang ligger i dag kommunens største produktionsvirksomhed (Tvilum), og Birch Ejendomme ønsker at flytte deres produktion fra Polen til Fårvang, hvilket vil medføre op til 100 arbejdspladser. Området mellem Fårvang og Gjern vil nemt kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra Aarhus, da det ligger ca. 15 minutter fra motorvejen i Tilst.

Der er ca. 4 km mellem Fårvang og Gjern, og området er præget af marker og få ejendomme, og derfor vil der være god plads til nye virksomheder. Jeg vil anbefale, at vi allerede nu undersøger muligheden for en erhvervskorridor mellem Fårvang og Gjern. Det vil være attraktivt for mange virksomheder, og det vil være godt for lokalområderne Gjern og Fårvang. Det vil kunne tiltrække nye borgere til de to byer, som er blevet forsømt siden kommunesammenlægningen i 2007. En sådan erhvervskorridor vil være godt for hele Silkeborg Kommune, da virksomhederne og nye borgere alle vil bidrage positivt med indtægter til kommunen. Det vil give vækst, velstand og dermed velfærd til os alle.

Indlæser debat