Borgernes klimahandleplan

Udgivet:25. januar 2023, 12.01

Læsetid:2 minutter

Af Luis da Silva Martins Formand Klimahandlings-udvalget i Silkeborg (R)

KLIMA Klimaet er under pres, og der er behov for handling.

Klimahandling.

Sammen har vi nogle fælles mål vi skal nå, og nogle af dem er altså lige om lidt. Samtidig er der faktisk et stykke vej derhen. Men hvis vi allesammen gør noget, kan vi godt nå i mål. Vi skal handle. Og prioritere.

Vi kan sagtens være ambitiøse. Det skal vi være. Og i Silkeborg Kommune har vi en plan.

En klimahandleplan.

Lige nu arbejder vi således på at lave Borgernes Klimahandleplan. Det er en plan for, hvad vi borgere kan gøre for klimaet. Det kommer til at kræve noget af os, men det er nødvendigt.

Borgernes Klimahandleplan skal rumme de lokale forslag til borgerdrevne handlinger, der bidrager til at nedbringe CO2-udledningen i hele Silkeborg Kommune. Forslagene er kommet via mange forskellige platforme, fra initiativrige og dedikerede borgere. Flere kommer til løbende, og Klimahandlingsudvalget faciliterer processen.

Har du som læser og medborger gode, konstruktive ideer og input til hvad vi sammen kan gøre for ovenstående, så er du mere end velkommen. Både af digitale veje eller sådan helt old school vis-á-vis.

Planen er for nuværende delt i tre:

Et inspirationskatalog med konkrete og eksekverbare forslag - til dig og mig, en række anbefalinger til fagudvalgene i byrådet og et stykke arbejde for at få ændret vores adfærd og vaner. Sidstnævnte bliver svært. Og ikke altid lige populært.

Den færdige, eksekverbare plan, skal i øvrigt afleveres sidst på året. Løbende i processen har vi i udvalget dog både formidlet, viderebragt og informeret.

I forlængelse heraf; formidlingsdelen, opfølgning, det efterfølgende kontinuerlige arbejde og adfærdsdelen, om man vil, er fundamentale for, at vi lykkes. Vi skal oplyses, informeres - og skubbes en smule. Også mig. Også dig. Det er nødvendigt. Og det kommer til at kræve midler og prioritering.

Hvis vi virkelig vil det, den borgerdrevne handling, så kræver det ressourcer.

Og det er vel egentlig også en form for handling.

Indlæser debat