En stående vits

16. august 2021, 07.53

POLITIK Det er hos mange en stående vits, at de Radikale ved man aldrig, hvor man har.

Til gengæld kan man nok mene, at de Radikale, ihvertfald i Silkeborg, har fanget tidsånden.

De Radikales Johan Brødsgaards har givet en lærerig udgave af tilstanden i Silkeborg kommunalbestyrelse i beskrivelsen efter at Luis da Silva er blevet sendt ud af den socialdemokratiske liste.

»Nogle vil nok også mene, at byrådsflertallets farve har skiftet i løbet af perioden på grund af partiskift, men det har ikke skabt udfordringer i det daglige arbejde. For partifarven betyder faktisk ikke så meget, når arbejdet for Silkeborg Kommune kører.«

Denne konstatering er helt i overensstemmelse med virkeligheden, hvilket ikke alene gælder i Silkeborg, men i de fleste af landets politiske organer, når man oplever det udefra.

I praksis betyder det, at det, der burde være en afgørende faktor i den demokratiske handling, den konstruktive kritik, kun når frem til offentligheden i mindre skvulp (her må dog undtages delvist Gudenåens vande nedstrøms Silkeborg). Det er naturligvis ikke det samme som at meningerne ikke brydes, men det sker især i udvalgsstyrede kommuner indendørs, og når beslutninger er truffet, så slår alle ring om resultatet, selvom man ikke er en del af flertallet, enten ved at agitere for det, eller ved at være tavse.

I praksis betyder det, at man har af-ideologiseret det politiske arbejde. Når eksempelvis formanden for planudvalget, Hans Okholm, har påtaget sig argumentationen for den gennemførte byplanpolitik, og hans parti (SF) ikke har haft indvendinger mod et eneste element af for eksempel den nu vedtagne kommuneplan, er det påfaldende.

Baggrunden herfor kan være den, at man ikke anser planen for særlig betydningsfuld, fordi man alligevel dispenserer på livet løs, og derved tømmer planen for indhold, undtagen når man i en snæver vending kan bruge den som et legitimt slør til at skubbe et projekt igennem.

Det gælder naturligvis ikke kun SF’s medlemmer. Selvom alle vel erkender, at socialområdet er og har været underbudgetteret gennem år, så stemmer alle trofast budgettet igennem. Der bliver løftet en påtalende finger af og til, men ellers fortsættes uanfægtet, og når borgmester Vindum kan komme afsted med at få hele kommunalbestyrelsen til at hoppe på et budgetforslag et halvt år før den endelige vedtagelse skal ske, så har man effektivt afskåret borgerne fra at deltage i en mere end relevant diskussion om kommunens økonomi op til det kommende valg.

Her kunne man så stille spørgsmålet om, hvor den årvågne, kritiske presse har været i dette spørgsmål. Spørgsmålet er hermed stillet.

Indlæser debat...