Midtjyske Meninger: Den eneste historie

18. september 2019, 12.41

Foto: Martin Ballund

»Den eneste historie« er titlen på den seneste roman af Julian Barnes. Den afmonterer forestillingen om den uforanderlige historie, eller, måske mere rigtigt, det er fortællingen om den måde ens hukommelse skifter indholdet ud i takt med, at man bliver ældre. Ens selvfortælling vil altid vil være fuld af rettelser fra den indre censor. Efter en tid som tilpasset erindring, forsvinder betydningen af selv gamle stærke følelser.

Lad os bruge ovenstående som et bagtæppe for kommentarer til historier i MJA, der jo er en moderne avis. Det fremgår tydeligt i både layoutet og i valg og vinklingen af historierne. Stof om lykken og det gode liv fylder godt, ligesom sport og omtaler af de mange festivals og andet, byen byder på gennem året, er på listen. Sådan skaber avisen sin egen fortælling om det midtjyske i konkurrence med andre historiefortællere.

Tidsånden kræver konstant nye oplevelser, gerne med en tvist af noget særligt og spektakulært.

Et eksempel på tidens knæfald for den absolut lettere underholdning ses i Kirkens nye påhit om »Drop-in-dåb«. Engang var Kirken den autoritet, der med tyngde definerede en moralsk rettesnor og en virkelighed, de fleste kunne vedkendte sig og føle sig trygge i. Nu forsøger Kirken at finde sig en ny plads i nye tider. En ny fortælling. Det er rendyrket pjat. Kirkens forsvar i tirsdagens avis ændrer ikke på det.

Hvad er det gode liv så for en størrelse for den enkelte, hvis man ikke vil nøjes med pjat, og hvor finder man den nødvendige tyngde i sit liv? Mon ikke det hænger sammen med stærke oplevelser, der har været afgørende for ens livssituation, om det så er resultatet af beslutninger, man selv bevidst har truffet, eller om det er kommet udefra. Et er sikkert. Den slags oplevelser bærer man med sig resten af livet som en del af ens måde at forstå på. Her har avisen også et bud på den virkelighed, som er den eneste sikre, i form af dødsannoncerne og nekrologerne, som formodentlig er det mest læste stof i avisen.

Interessant nok, så er det fortællingerne eller historierne, der skaber en tilgang til at forstå virkelighedens mange facetter og fremtrædelsesformer.

En fortælleform, der står højt for mig, er dukketeaterets, som det snart kan opleves i »Festival of Wonder« i Silkeborg. Her har jeg oplevet alt muligt fra stor drama til en uimodståelig humor og livsglæde. Måske er det sådan, at dukkerne fjerner eller omgår en modstand i ens oplevelse, fordi de udtrykker det menneskelige på en særlig og uventet måde. Det er stor kunst.

Se, det var én historie, men ikke nødvendigvis den eneste.