Samlet tredjeplads til Silkeborg-team efter finale på Jyllandsringen

Kasper H. Jensen vandt den første udgave nogensinde af TCR Denmark

25. oktober 2020, 21.24

Teamejer Lars Mogensen kan glæde sig over, at Silkeborg-teamet LM Racing blev det bedste team ved den første udgave nogensinde af TCR Denmark. Foto: Jakob Stigsen Andersen

MOTORSPORT Kasper H. Jensen blev den første vinder af TCR Denmark-serien.

Det blev lørdag en kendsgerning, da han med to ud af tre sejre i den sidste afdeling på Jyllandsringen endte som en suveræn etter i den samlede stilling.

Kasper H. Jensen fra Massive Motorsport vandt med 290 point, mens Martin Andersen sluttede på 245 point.

Nicolai Sylvest og rutinerede Jan Magnussen fra Silkeborg-teamet LM Racing blev henholdsvis nummer tre og fire i den samlede stilling.

- Det hele klappede bare, og det har været godt hele året, faktisk. Ring Djursland drillede, men det har været rigtig godt her på Jyllandsringen året igennem, og vi fandt virkelig farten i bilen her til sidst. Stor tak til teamet, sponsorerne og JAS Motorsport, som har været en stor spiller i det hele, forklarer Kasper H. Jensen efter sin sejr.

Han vandt første heat foran Nicolai Sylvest og Jan Magnussen, mens Jacob Mathiassen tog sig af sejren i heat to. Finaleheatet blev vundet af Kasper H. Jensen, der henviste Jan Magnussen til andenpladsen.

Der var størst spænding om sølvet ved den sidste afdeling på TCR-serien.

I anden heat røg Nicolai Sylvest af banen og kom tilbage, mens Martin Andersen i første heat blev skubbet et par gange - og i finalen startede viborgenseren med at blive skubbet helt på tværs i første og andet sving i en duel med Michael Markussen og Kristian Sætheren.

Andersen fik dog rettet op, og kunne i sidste ende krone en god debutsæson med sølv til Hyundai, mens Nicolai Sylvest tog en samlet tredjeplads, ligesom han vandt U23-titlen og teammesterskabet med LM Racing.

- Jeg er først og fremmest glad for at blive mester i U23, men der er ikke tvivl om, at jeg håbede at kunne tage sølvet. Jeg fik desværre lavet en fejl og røg gennem gruset i 2. heat, hvilket kostede mig chancerne for det. Men alt i alt er vi tilfredse - det var godt at vinde teammesterskabet, og jeg er glad for det, vi som team har fået samlet her, siger Nicolai Sylvest.