Nyt netværk skal styrke Bjerringbros erhvervsliv

13. august 2019, 18.26

Bjerringbro Henrik Larsen, formand for Byforum, glæder sig over, at det nye netværk for erhvervslivet nu ser dagens lys. Han ser frem til at møde repræsentanter for mange af Bjerringbros virksomheder en gang om måneden. Og han opfordrer til, at netværket bliver prioriteret og lagt i kalenderen.

- Jeg ved selv, hvor vigtigt det er - trods en travl hverdag - at møde andre virksomhedsledere.

- Det giver inspiration, nye idéer og nye muligheder, siger Henrik Larsen ejer af og administrerende direktør hos KSN Industri A/S.

Alle netværksmøder vil være bygget op over en skabelon, der sikrer, at der udover netværk og hyggeligt samvær også fyldes erhvervs-vitaminer i hovederne på deltagerne. Derfor vil der være en oplægsholder på alle møder, som vil inspirere til den videre samtale mellem netværkerne. Første oplægsholder bliver tidligere koncernchef hos Grundfos, Carsten Bjerg.

- Udover at være en meget erfaren erhvervsleder, så ved Carsten Bjerg utroligt meget om de positive effekter af et tæt samspil mellem erhvervsliv og lokalsamfund, siger KnowHowZ-direktør Karoline Lynggaard, der har haft ansvaret for at sammensætte programmet for netværkets første halvår.

Erhvervsnetværket er endnu et tiltag fra Byforums erhvervsudvalg, der i 2019 har lagt et ambitiøst program frem med lokal uddannelse, virksomhedsbesøg og foredrag.