Norlys og blålys

Udgivet:23. maj 2023, 16.16

Læsetid:2 minutter

Roger Skyum. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Roger Skyum. Beboer på Karolinelundcentret Gjern

I Silkeborg er der - du ved nok besked -

et firma, som har vores storbys

mest propfyldte pengetank, den er så fed.

Et selskab, som kalder sig Norlys.

Er der mon profit? Ja, jeg gi’r det et bud:

Den er vistnok høj som en garder.

»Vi har da for tiden lidt overskud.

Det er dog kun få milliarder.«

*

Sin el, skal man slet ikke hente den selv?

Nej den bli’r skam frit leveret.

Men kig på din regning, læg sammen og tæl,

for sagen er ret kompliceret.

Der er jo en praksis, som aldrig forgår:

At sende en regning som ingen forstår.

Måske kan vi lure, hvor tampen den brænder.

Nu gi’r vi den li’ én på lampen. Kom venner!

*

Vort el-selskab har da vist altid den drøm,

at det på os alle skal ta’ noget strøm.

Det ønsker selvfø’li’, at allerflest mul’ge

betaler for el netop i deres PULJE.

Men først må du tegne et ABONNEMENT,

og hvad er nu ret og hvad er så vrang?

Dernæst skal du kende BALANCETARIFFEN,

før der kan bli’ råd til en tur i biffen.

Men hov, osse afgift til grøn PSO?

Den gør jo lidt ondt. Man må tro den er go.

Og har du så set, at du lider den tort,

at skulle betale for al el -TRANSPORT?

Nu tænker du: er de da gået grassat?

Det går li’ i kassen til Norlys og stat.

*

Nu er det vist bedst, at jeg munden lukker,

for ingen skal kalde mig lyseslukker.

Du synes måske, at jeg meget har fnyst.

Til gengæld er alt nu jo helt klart belyst!

Dog, brug selv (am)pæren, omend den er mat,

da visse ting nærmest er pakket i watt.

Du ser jo: transporten den er der skam styr på,

endskønt der måske er et større gebyr på.

Men sker det, at du i de tal løber sur,

så sender du bare al strømmen retur!

Indlæser debat