112

Bilist så flammer og vækkede beboere

13. januar 2022, 10.02

ANS En årvågen bilist opdagede ved 05-tiden natten til torsdag en brand i en udlejningsejendom med flere lejere, da han kørte på A26/Århusvej i Ans. Lokalpolitiet oplyser, at manden så flammer komme ud af taget. Han kørte hen til den tre etagers ejendom på Søbakken 3, hvor han vækkede beboerne. Alarmen indløb klokken 05.08. Brandfolkene fra Fårvang og indsatsleder Anders Simonsen kørte til stedet. De fik slukket branden, som var opstået i et køkken på 1. sal. Branden ødelagde køkkenet, en lille del af taget og røg- og sodskadede stuen og værelset på 1. sal. Politiet oplyser, at der var blevet efterladt nogle trækasser på et komfur, som ved en fejl var blevet tændt. Ingen kom til skade, men den 57-årige lejer blev sigtet for at overtræde beredskabsloven.