Stop indskrænkning af vores frihed

3. juni 2020, 11.55

ADFÆRDSREGULERING For blot få måneder siden var det med undren og foragt at se beretninger om, hvordan befolkningen i Nordkorea er underkastet en diktators og derigennem myndighedernes faste greb.

Det var uforståeligt, at noget sådan kunne finde sted. Nu forstår jeg bedre, at en hel befolkning kan blive forført til at indordne sig et diktaturstyre uden at gøre den store modstand, inden det er for sent.

Så nu er det vist på tide, at det borgerlige Danmark vågner op og yder modstand mod en større adfærdsregulering, som allerede er i gang. På trods af coronakrisen og klimaforandringer er det nu vi skal forhindre planøkonomi, indskrænkninger i den personlige frihed, samt ytringsfrihed. Desuden mangler vi åbenhed i regeringens gøren og laden.

Hvorfor må offentligheden via medierne kun stille få spørgsmål til regeringen? De fleste stillet uden at gå til stålet. Hvorfor må vi ikke få oplyst de grundlæggende argumenter for den »gradvise oplukning« af samfundet efter den politiske nedlukning. Hvorfor må vi ikke få indsigt i hvilke myndigheder, der anbefalede den meget omtalte nedlukning af et helt land/samfund.

Det, vi kan få indsigt i, er ligesom diktaturlandenes ledere, nemlig hvordan statsministeren har det, hvordan hun hygger sig med familien, hvor store afsavn hun har haft i lighed med resten af befolkningen. Venlige imødekommende spørgsmål og svar bliver besvaret i en hyggelig atmosfære i TV-medierne. Åh hvor Danmark har fået en statsminister, som har formået at gøre befolkningen rystende bange for italienske tilstande og derigennem fået befolkningen lullet ind i, at staten nok skal tage vare på dig, blot du retter ind og gør, som vi socialdemokrater siger.

Der er imidlertid en anden vej at gå.

Nemlig at rette ind efter anbefalinger fra eksperter inden for sundhedsvæsenet og efter den epidemilov, som tidligere var gældende.

Som jeg har forstået det, var Folketinget ikke orienteret om de faktiske forhold, inden de stemte den nye epidemilov igennem.

Desuden skal borgerne i dette land have fuld åbenhed i forbindelse med håndteringen af den største nedlukning i nyere tid.

Sundhedsministeren M. Heunicke kan ligesom Mette Frederiksen åbenbart slippe af sted med hvad som helst, herunder at henvise til ukendte myndigheder.

Det er det ikke alle, der kan. Selvom man har beviser på at have handlet korrekt. Jura er IKKE altid retfærdig, men bliver behandlet af mennesker, der fortolker lovene.

Inger Støjberg skal afhøres og dømmes, for at hun forsøgte at forhindre barnebrude i at leve efter middelalderlige love, som er forbudt her i Danmark.

Dengang hun gjorde det, kunne man tælle til halvfems i borgerlig favør.