Ledigheden er faldet konstant siden maj

19. januar 2021, 12.34

BESKÆFTIGELSE Som formand for beskæftigelsesområdet er det med stor glæde, at jeg kan se, at årets indsats har været rigtig god. Vores ledighed ligger under landsgennemsnittet og har gjort det i samtlige tre år, hvilket naturligvis sparer Silkeborg Kommune for mange millioner hvert år. Det er en fornøjelse at sidde som formand i et rigtig fornuftigt udvalg, der løser opgaven med de midler, vi har til rådighed, sammen med dygtige medarbejdere, der fokuserer på og er gode til at få løst opgaven.

Desværre ser corona nu ud til endnu engang at ødelægge hverdagen for mange og ledigheden stiger formentlig igen, men vi kæmper og er klar til at få folk ud i arbejde, når verden åbner igen

Morten Høgh (V)

Selvom det har været et hårdt år, så ender vi med det samme antal eller færre på kontanthjælp, sygedagpenge og mange andre områder end ved årets start. Der er flere på A-kasse, som den mest markante stigning, men det er samtidig herfra, det synes nemmest at komme i arbejde, og hvor udskiftningen er meget stor. En udskiftning, som bunder i, at vi i Danmark har rigtig mange virksomheder, der fyrer og hyrer hele tiden og er en fast del af vores meget fleksible arbejdsmarked.

Vi er lykkedes med at flere er kommet i fleksjob. Ofte har de været meget langt væk fra arbejdsmarkedet, og det glæder mig altid enormt at se og høre den glæde, det er igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Særligt hvis man har været ved at give helt op. Selvom fleksjobbere nogle gange starter helt nede på så lidt som 2 timer om ugen, så er det en vej mod at klare sig selv og slippe det offentlige mere og mere. Vi har heldigvis en masse gode virksomheder i Silkeborg Kommune, der hjælper os med at få folk i gang igen, og for nyligt fik vi hædret de to bedste. Blandt de almindelige virksomheder var det »Henning Mortensen« med Hans Mortensen i spidsen, og blandt de socialøkonomiske var det »Ren Service« med Henry Jeppesen i spidsen, der gjorde det bedst i år. Endnu en gang tillykke til de to virksomheder og tak for indsatsen.

Som sagt har året været stærkt udfordret af corona, men siden maj, hvor mængden af ledige toppede, har ledigheden været konstant faldende. Desværre ser corona nu ud til endnu engang at ødelægge hverdagen for mange og ledigheden stiger formentlig igen, men vi kæmper og er klar til at få folk ud i arbejde, når verden åbner igen.