Forskere mener at have fundet årsag til AstraZeneca-blodpropper

AstraZeneca vil forsøge at bruge nyt fund til at fjerne sjælden bivirkning ved covid-19-vaccine.

2. december 2021, 08.40

AstraZeneca mener, at vaccinen har reddet over en million liv over hele verden samt forhindret 50 millioner coronatilfælde. Men i Danmark bruges den ikke længere. (Arkivfoto.)

LONDON Et amerikansk-britisk forskerhold mener at have fundet årsagen til sjældne blodpropper, som kan opstå efter vaccination mod covid-19 med selskabet AstraZenecas vaccine.

Det skriver BBC torsdag.

Forskerne har på detaljeret vis demonstreret, hvordan et protein i blodet kan blive tiltrukket af et vigtigt komponent i vaccinen.

Det kan sætte gang i en kædereaktion, der involverer immunsystemet. Reaktionen kan resultere i de sjældne, men farlige blodpropper, skriver det britiske medie.

I Danmark vaccineres der ikke længere med AstraZenecas vaccine mod covid-19.

Det blev af myndighederne netop begrundet med den sandsynlige sammenhæng mellem vaccinen og "sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper, blødning og lavt antal blodplader".

En talskvinde for AstraZeneca fortæller til BBC, at det er mere sandsynligt at få blodpropper som følge af coronasmitte.

Selskabet mener, at vaccinen har reddet over en million liv over hele verden samt forhindret 50 millioner coronatilfælde.

- Selv om forskningen endnu er ikke endegyldig, bidrager den med interessante forklaringer, og AstraZeneca undersøger, hvordan disse fund kan anvendes til at fjerne denne meget sjældne bivirkning, siger talskvinden.

Studiet bag opdagelsen er blevet offentliggjort i tidsskriftet Science Advances.

Det er blevet til i samarbejde mellem et hold, som arbejdede fra Cardiff, og AstraZenecas egne forskere, der i løbet af projektet sluttede sig til det britiske hold.

Forskere understreger, at der endnu er en række ubesvarede spørgsmål.

Blandt andet mangler der en forståelse af, hvorfor nogle grupper er mere udsatte end andre.

I midten af november havde AstraZeneca produceret i alt to milliarder vacciner, der var blevet leveret rundt omkring i verden.

De fleste af dem er gået til lav- og mellemindkomstlande.

/ritzau/