Silkeborg har plads til det hele - Silkeborg har brug for det hele

6. december 2019, 12.34

BYUDVIKLING Der skal både være nye højhuse og gamle, bevaringsværdige huse, og der skal også være natur - outdoor, luft, træer.

Det er derfor vigtigt, at politikerne vælger og beslutter i hver eneste byggesag, hvordan og hvor de høje huse, de gamle huse og den livgivende natur bedst placeres, så det bliver til glæde for de mennesker, der bor i byen.

Udvikling og fremsyn for en by betyder ikke kun at bygge boliger som højhuse for at få byfortætning i midtbyen. Udvikling betyder ikke altid, at noget skal være større, højere, tættere. Det kan let blive til en dårlig udvikling. Byer skal skabes til mennesker, og vi har brug for både lys og luft og rum omkring os. De høje huse skal placeres med omtanke.

Området med politistationen og de to jævnaldrende bygninger, politimesterboligen og birkedommerboligen udgør Silkeborgs gamle justitskvarter, nogle af de ældste bygninger i byen fra 1880’erne. De har en historie sammen. Det er sunde huse, og de er vurderet bevaringsværdige. Lad os bevare dem. Lad dem få nye nyttige funktioner i et grønt område, der sammen med Borgmesterhaven kan blive en oase i byen - også for vandrerhjemmets besøgende. Med plads til at man kan lege, dyrke sport, hænge ud, eller sidde med sin madkurv.

I stedet for høje højhusmure der møder folk, når de kører ind til Silkeborg ad Nordskovvejen, eller ankommer fra syd, skal outdoorhovedstaden byde dem velkommen med et grønt paradis på jord.