Avisens blinde vinkel på Venstre-sagen

16. oktober 2020, 12.10

BYRÅDSGRUPPEN Som så mange andre læsere af MJA blev jeg noget chokeret over det kaotiske forløb af valget af nordkredsens folketingskandidat. Avisen har på bedste vis dækket begivenheden og boret i det hemmelighedskræmmeri, der er omkring redegørelsen fra Venstres Landsorganisation. Men vinklingen er for snæver, når man kun interesserer sig for selve valget, men forsømmer at stikke snuden i det spor, der leder til byrådsgruppen. De har jo gjort sig til overdommere og reelt omstødt valget. Deres lukkethed skaber mistillid og forestillinger om, at der foregår noget fordækt.

Der kan vel næppe herske tvivl om, at VU’erne forsøgte at kuppe Gitte Willumsen. Forhåbentlig var det ud fra mere saglige motiver end kampen om et fadølsanlæg. Men kupplanerne gik i vasken, og efter et omvalg stod Gitte Willumsen som vinder. Men sejrens frugter var bitre. Da hun forsøgte at sætte de skødesløse VU’ere på plads, overspillede hun sine kort, og det endte med, at byrådsgruppen ekskluderede hende.

Det er jo her, avisen svigter. For hermed har gruppen ikke blot udstødt hende i byrådet, men også kortsluttet processen ved at fratage hende sejren som folketingskandidat. Nu kan de så genopstille VU’ernes favorit Morten Høgh uden samme modkandidat ved et nyt opstillingsmøde. Er det fair?

Alt, hvad vi som læsere har fået at vide, er, at de var trætte af alt hendes kævl. Men det var vel mere end ren jantelov? Hvor enig en gruppe var det? Blev der manipuleret? Bundede det også i politiske uenigheder?

Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen ryster på hovedet over behandlingen af en dygtig politiker.

Gruppeformand Flemming Heiberg, som selv er folketingskandidat i sydkredsen, og som var den, der meddelte Gitte Willumsen, at hun var ekskluderet, lader man slippe uden om en forklaring på, hvad der var sket, med ordene »Det ved jeg sørme ikke«.

Borgmester Steen Vindum har også snoet sig uden om en udtalelse. Også den noget anonyme formand for kommuneforeningen Kresten Friis holder kortene tæt til kroppen og beder den tidligere gruppeformand Poul Dahl om at blande sig uden om. Dennes næppe ubegrundede henvisning til rygter om, at VU’erne i processen måske er blevet »vejledt« af mere erfarne politikere, der af personlige årsager ønskede Gitte Willumsen fjernet, har åbenbart ikke fået en klokke til at ringe på avisen.

Hvis vi ikke får en acceptabel forklaring, tør jeg godt spå, at det ikke bliver Venstre i Silkeborg, der løber med kredsmandatet ved næste folketingsvalg.

Måske bliver det også svært at bevare borgmesterposten - så på forhånd tillykke til den nye formand for Socialdemokraterne!