Nekrolog: Susan fulgte sit hjerte

NEKROLOG: Journalist Max Steinar har skrevet nekrolog over sin lillesøster, Susan Marcia Klaus:

Susan Marcia Klaus døde onsdag den 15. marts, blot 61 år gammel.

Søndag den 9. januar faldt hun omkuld, og blev diagnosticeret med hjernekræft. Hvis hun sagde ja til intensiv kemo og strålebehandling, kunne lægerne måske forlænge hendes liv et til to år mere.

Susan sagde nej tak. Hun ville hellere leve sin sidste tid så intensivt som muligt. Præcis som hun havde gjort indtil da.

Susan voksede op på Gødvad Bakke, sammen med forældrene, Else og Willy Pedersen, samt de tre større brødre, Jan, Max og Jim. Som hun kærligt omtalte dem: »De tre bukkebruse - og så mig som rosinen i pølseenden«.

Susan afsøgte mange facetter i livet. Kørte taxa som ung, var volontør i Israel, hvor hun mødte den første store kærlighed i sit liv, Tamir, som hun blev gift med. Tamir og hans mor var i hendes hjerte for altid, og hun blev så »israelsk«, at hun mestrede det hebræiske sprog, både verbalt og skriftligt. Tamir kom med Susan til Danmark, men parret blev skilt, og Tamir flyttede til USA, hvor han nu arbejder som gartner i Hollywood. Samme beskæftigelse som Susans forældre havde, og som hun selv var ferm til.

Sproget mestrede hun også. Først forsøgte hun sig med det skrevne sprog, og gennemførte journalistuddannelsen. Hun blev en del af Stickelsbergs Bureau i Aarhus, og kunne det med at lave nærværende journalistik om mennesker. Branchens nogle gange hårde vilkår og spidse albuer huede hende ikke, og nu tog hun konsekvensen af hvad hendes hjerte for længst havde forsøgt at fortælle hende; hun helligede sig mental udvikling, meditation og hjertets sprog.

To sjæle smeltede sammen

I 1995 flyttede hun ind på Vrads Sande Meditationscenter. Hendes engagement var enormt. Og da hun fyldte 40 år i 2001, og familien kom til fest, stod en mørk italiensk udseende mand ved siden af hende. Østrigske Gerold Klaus, som hun havde mødt samme formiddag. De to sjæle havde smeltet sig ind i hinanden ved første øjekast, og hun erklærede samme dag, at nu havde hun mødt MANDEN i sit liv.

Hendes bedømmelse var helt rigtig. De blev gift i 2002, og meditationscenteret blev omdrejningspunkt for deres tilværelse. Også i en grad, så Gerold var bekymret for Susan. Hun arbejdede nogle gange døgnet rundt, når centeret fik mange tusinde gæster fra hele verden. Han hentede hende på kontoret kl. 2-3 om natten, og »tvang« hende med hjem.

Heartfulness

Susan uddannede sig som såkaldt Feldenkrais behandler, og lavede kurser på Samsø og flere andre steder i landet.

Det var tydeligt for alle, at heartfulness - eller hjertefuldkommenhed - var blevet hendes livsvej.

Den 9. januar 2023 ramte hun et dræbende bump på vejen; hun faldt omkuld, blev indlagt, og samme aften afslørede en scanning kræft i hendes hjerne, en modbydelig, ondartet og aggressiv form, kaldet glioblastom.

Kræften lå som en kvælende handske eller paddehat hen over hele venstre hjernehalvdel og lidt ind i den højre.

Livsglædefest i Vrads

Hun kom på Gudenå Hospice i Brædstrup, og den slags har som oftest altid kun én udgang. Susan gav dog ikke op; hun startede på en intensiv homøopatisk kur gennem en tysk veninde, og så arrangerede hun »Susans og Gerolds Livsglædefest« den 20. februar, på deres 21-års bryllupsdag og hans 70-års fødselsdag.

Trods bekymringen fra de tre bukkebruse, så skulle det - selvfølgelig - foregå i Vrads, hvor forsamlingshuset var fyldt til det knagende bristepunkt.

Susan havde spillet en stor, måske afgørende, rolle for, at landsbyen havde bevaret sin købmand, sin smedje og at dette »afsides« sted fik fibernet lagt ind. Så Vradsborgerne mødte naturligvis op for at »feste« med deres Susan, hvilket reelt var et farvel. Hun blev rullet ind i kørestol af sin Gerold, og et par timer senere blev hun dødtræt, men overmåde lykkelig hentet af sygetransporten igen.

»I love you, I love you ...«

Glioblastom var for hård en modstand for både homøopati og heartfulness, for i kræft er der ikke gemt nogen kærlighed. Og så alligevel: Kærligheden mellem Susan og Gerold strålede ud fra værelse 10 på Gudenå Hospice.

Susan var - frem til fire-fem dage før sin død - hende, som trøstede os andre. Hende, som lagde hånden på armen af alle sygeplejersker, der nussede om hende, og sagde »Jeg elsker dig«.

Gerold elskede Susan. Han var der hele tiden. Med en kraft og en inderlighed, der har gjort ham uforglemmelig for personalet, og meget dyrebar for familien og vennekredsen.

De sidste tre uger var uden mad og to uger uden vand, da hun ikke kunne styre sine synkemuskler; alligevel formåede hun et døgn inden sin død at slå øjnene op, og - med en uforståelig kraftanstrengelse, måske med hjælp fra »den anden side«, hvor hun er nu - at kigge op på Gerold og mime/hviske omkvædet fra en Beatles-sang: »I love you, I love you, I love you.«

*

Susan bliver kremeret i den himmelblå kjole, hun bar til sin livsglædefest.

Urnen vil ved en privat begivenhed blive sat ned ved den store og helt hvide bjergkrystal sten på Gødvad Kirkegaard, sammen med forældrene. Ved siden af pladen med deres navne hviler en sommerfugl i bronze.

Den symboliserer meget godt hvad dette prægtige menneske var for sin familie. Ja, for alle, der nød det privilegie at lære hende at kende.

Læs også

Fokus på ensomhed: Tre dage alene gav Susan ro