Kommuner: Opfordrer corona-utrygge borgere til at brevstemme

Siden oktober har det været muligt at brevstemme til kommunal- og regionalvalg. En god idé, siger KL.

Udgivet:03. november 2021, 06.50

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

INDLAND To uger før det forestående kommunal- og regionalvalg opfordrer interesseorganisationen Kommunernes Landsforening (KL) til, at borgere benytter sig af muligheden for at brevstemme. Det skriver DR.

Opfordringen kommer, efter at der den seneste tid er sket en stigning i antallet af smittede med coronavirus i Danmark.

Kristian Vendelbo, direktør i KL, siger, at det handler om at skabe tryghed - og samtidig så høj valgdeltagelse som muligt.

- Vi er interesserede i at få en så høj valgdeltagelse som muligt og skabe så stor tryghed om den valghandling, som vi overhovedet kan. Så hvis man har en utryghed, så har man jo mulighed for at brevstemme, og så skal man benytte sig af det, siger han til DR.

På trods af opfordringen vil der stadig være mulighed for at møde fysisk op ved et valgsted på valgdagen 16. november. Her vil der ifølge Kristian Vendelbo være fokus på afspritning, at folk holder afstand til hinanden og god udluftning.

Det er allerede nu muligt at brevstemme til kommunal- og regionalvalget. Brevstemmer skal sendes afsted inden 12. november klokken 16.

I nogle kommuner kan man brevstemme fra Borgerservice. Andre steder kan man brevstemme på biblioteket eller ved mobile stemmestationer.

Når man har sat sit kryds, skal stemmesedlen til kommunalvalget i en blå kuvert, og den til regionalvalget skal i en gul kuvert.

Ifølge Statens Serum Instituts (SSI) daglige opgørelse blev der tirsdag konstateret 1981 nye coronatilfælde i Danmark.

Derudover var 255 personer indlagt med coronavirus på et af landets hospitaler.

Samtidig forudser en ekspertgruppe, som SSI står i spidsen for, at antallet af nye smittetilfælde og indlæggelser relateret til corona vil stige støt de kommende uger. Beregningerne er dog forbundet med en vis usikkerhed.

/ritzau/