Forening får boost: Fond donerer 100.000 kr. til skatepark i Them

Fondsdonation vækker glæde i forening, der arbejder på at etablere skate- og løbehjulsbane ved Toftebjerg

8. december 2020, 11.24

Foreningen, der arbejder på at få etableret en skate- og løbehjulsbane ved medborgerhuset i Them, har fået lavet denne illustration af, hvordan banen kan komme til at se ud. Den tænkes udført i beton, så den er langtidsholdbar og ikke kræver megen vedligeholdelse.

THEM Foreningen Them Skate- og Løbehjulspark har fået en stor donation på 100.000 kr. fra Nordea-fonden.

Det oplyser Gert Kristoffersen, der er formand for foreningen, som blev stiftet tidligere i år med det formål at få etableret en skate- og løbehjulsbane ved siden af legepladsen ved Toftebjerg - Them Bibliotek og Medborgerhus.

- 100.000 kr. er rigtigt mange penge, og vi er glade for donationen. Det giver et boost i forhold til at komme videre med projektet, siger en glad Gert Kristoffersen.

Der er dog stadig lang vej, for skate- og løbehjulsparken anslås at koste tæt ved to mio. kr.

- Så vi har stadig et stykke vej, men vi er godt i gang med at søge finansiering hos andre fonde. Og så har vi et stort håb om, at det lokale erhvervsliv vil bakke op om projektet. Derfor går vi nu i gang med at kontakte en række lokale virksomheder for at høre, om de vil støtte projektet, siger formanden.

På trods af den tidlige julegave fra Nordea-fonden forventer han ikke, at etableringen af skate- og løbehjulsparken kommer i gang foreløbig.

- Det kommer til at tage lang tid at få samlet alle pengene ind. Det er vi godt klar over. Men hvis vi er heldige, så kan vi måske påbegynde selve etablering om et års tid. Det kunne blive en god gave til byens børn og unge, siger Gert Kristoffersen.

Foreningen vil med en skate- og løbehjulsbane ved medborgerhuset sikre børn og unge et uforpligtende mødested centralt i byen. Det skal være muligt både at køre på løbecykel, rulleskøjter, løbehjul og skateboard på banen.