Midtjyske Meninger: Da far var dreng ...

10. december 2019, 12.35

Ih hvor jeg stadig husker mine barndoms jul, når vi i snevejr kørte mod Skovsborg, hvor aftenen skulle fejres hos min morbror Søren på slægtsgården. Givetvis er den del med snevejret blot noget, jeg nu bilder mig ind, for der var sikkert lige så sjældent hvid jul dengang i 1970`erne, som der er nu.

Som så mange andre børn, står hele julen lysende klart for mig. Det var jo en tid, vi med uforløst spænding havde talt ned til i måneder. Ikke blot den 24 december, men hele højtiden. Når julelysene kom op i gaderne og nisselandskaber prydede butikkernes vinduer. Jeg husker fadet, der kom på bordet om aftenen, hvor slik, vi ikke blev budt til hverdag, nu var indenfor rækkevidde. En del julekonfekt var endda fra egen produktion. Vi elskede Disneys Juleshow på tv og nød familiehyggen.

Det var dengang.

I år så jeg de første juleudstillinger i storcentre i slutningen af september, hvilket i den grad udvander julen, som en kort og intens højtid.

Hidtil er jeg stødt på ganske få nisser i årets juleudsmykninger, da trenden går i andre retninger, hvor blink og lysende kugler er det dominerende. Den hjemmefabrikerede konfekt svinder ind, da mange forældre pga. karriereræs ikke har tiden dertil. Generelt er slik ej heller ligeså eksotisk som i min barndom, men i stedet blevet en del af hverdagen for mange danske børn.

Ja så var der Disney og familiehyggen. Førstnævnte var en særlig begivenhed, på Danmarks eneste tv-kanal der havde monopol, modsat nu hvor der er børne-tv fra morgen til aften. Familiehyggen lider også en stille død, for i uhørt mange hjem, sidder hvert familiemedlem med hver deres skærm. Mor ser »Den store bagedyst«, ungerne spiller på mobilen eller ser børne-tv, mens far arbejder på sin tablet.

Hvad har vi så tilbage? Julegaverne selvfølgelig. Der er ingen tvivl om, at mine egne rollinger glæder sig til juleaften. Men i en global verden, hvor billigt legetøj fra Østen kan købes og smides væk i samme tempo som sneen smelter på en forårsdag, så er glæden derved også udvisket en smule.

I øvrigt er det efterhånden også en saga blot at gå sammen ud på julegaveindkøb. I stedet købes gaverne blot på internettet - nærmest på bestilling fra dem vi køber til.

Jeg er ikke en gammel mand der påstår at alting var bedre i gamle dage. Jeg følger med tiden og glæder mig til min øko-and, gaverne der er pakket ind i miljøvenligt papir ... alt sammen i skæret fra elektriske stearinlys med batterier.

Glædelig jul til Jer alle.