Mindeord: Rasmus var en kærlig, aktiv og hjælpsom mand

Rasmus Nielsen, der voksede op i Sejling, drev senere landbrug ved Sdr. Vissing sammen med hustruen Birthe, som han havde mødt i Silkeborg

Udgivet:21. marts 2023, 10.50

Læsetid:4 minutter

Rasmus Nielsen var altid i gang. Han var dygtig til sit arbejde, uanset om det handlede om smede-, tømrer-, murer- eller brolæggerarbejde.

2 måneder siden

MINDEORD: På vegne af familien skriver Conni Have Kjær mindeord om sin far, forhenværende landmand Rasmus Nielsen, Brædstrup, der blev 79 år:

Rasmus Nielsen blev født i 1943 på Overgaard, Balle Sogn og voksede op i Sejling. I 1958 var Rasmus på efterskole, og i 1959 kom han ud at tjene på en gård ved Holstebro. Senere kom han til Fyn/Bøjden og på Jernit ved Hammel.

I 1962 mødte Rasmus Birthe til bal i Silkeborg, og deres kærlighed til hinanden blomstrede. Rasmus aftjente sin værnepligt, og efteråret 1964 begyndte han på Landboskole.

Rasmus og Birthe blev gift i 1964, og samme år købte de en ejendom ved Træden, hvor de startede deres landbrug i 1965. Ved siden af landbruget kørte Rasmus mælk ud fra Brædstrup Mejeri.

I 1965 blev Berit født, og i 1968 kom tvillingerne Anni og Conni til. Efter bare tre år i Træden skulle landbruget være større, og de flyttede til Sdr. Vissing til en større landejendom »Dalagergaard« her blev det til 51 år.

Rasmus drev landbrug frem til 1997, hvor han satte køerne ud. Han kom herefter i arbejde som husbondafløser, hvor hans eneste krav var, at han ikke skulle malke flere køer.

Efter godt 10 år, som husbondafløser, begyndte Rasmus at arbejde på nabogården hos Peter Andersen. Her var han med omkring markdrift og ikke mindst vedligehold i staldene helt frem til efteråret 2022, hvor prostatakræften, som blev konstateret for fem år siden, tog til.

Rasmus var altid i gang, han var dygtig til sit arbejde, uanset om det så handlede om smede-, tømrer-, murer- eller brolæggerarbejde.

Lidt af en opfinder

Rasmus var også lidt af en opfinder, det blev blandt andet til en kovender og en stensamler. Han havde en jernbunke og der var nu altid noget, man kunne bruge derfra. Og alt arbejde blev leveret med garanti, for som han altid sagde, garantien gjaldt lige til kantstenen.

Rasmus var en rolig og positiv mand, der altid tænkte på at gøre tingene på en sådan måde, at man ikke skulle flytte noget unyttigt. Han var god til teknik og kunne godt finde på at skille ting ad for at se, hvordan/hvorfor ting virkede eller ikke virkede.

Da der hørte en lille skov med til ejendommen, valgte Rasmus at bygge en bjælkehytte til at stå i haven helt fra bunden, med træ fra egen skov. Hytten blev bygget, som man gør i Canada.

Rasmus havde også altid sagt, at den dag han ikke længere havde landbrug, så ville han finde sig en hobby. Det blev dog til adskillige. Han startede en skakklub op i Brædstrup, spillede golf, l’hombre, fik jagttegn, lærte trædrejning, stenslibning og bowling.

Rasmus var aktiv i lokalforeninger. Det blev blandt andet til mere end 25 år ved Sdr. Vissing Vandværk.

Satte sit »aftryk«

Og Rasmus kunne man altid få hjælp af. Han satte også sit »aftryk« ved blandt andet at gravere en sten til Sdr. Vissing Præstegård, samt til Tove’s Torv, Sdr. Vissing.

Rasmus og Birthe flyttede fra land til by for knap tre år siden, da de byggede et hus på Galgehøj, og Rasmus holdt nøje øje med håndværkerne. Det blev også til mange gåture i området for at følge med i de øvrige byggerier.

Også i det nye kvarter har Rasmus været et aktiv for området.

Han var et stort familiemenneske. Han holdt meget af at alle de nærmeste. Hustru, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn kunne samles, og det var han stolt af. Det blev en tradition at tage på weekendophold rundt i Danmark med hele familien.

God til at lytte

Rasmus var meget interesseret i, hvad børnebørnene lavede, han var god til at lytte og havde altid god tid til at snakke. Ja, han var nysgerrig på den gode måde. Han var en god og kærlig far, som gerne ville lære os børn noget.

Rasmus ville mor Birthe det bedste, han vendte sig tit om til hende og sagde, »hvad synes du, lille mor«, eller han sagde, »hvor er du dejlig« og strøg hende på kinden. De var gift i 58 år.

Rasmus sov stille ind den 9. marts med sine nærmeste omkring sig.

Rasmus efterlader sig hustru, tre børn samt svigerbørn, seks børnebørn og fem oldebørn.

Vi vil huske vores far som en kærlig, aktiv og hjælpsom mand.

Æret være Rasmus Nielsens minde.

Indlæser debat