Claus Meyer skaber begejstring med maden som sit værktøj

»Udnyt dit potentiale - elsk det, du gør«. Claus Meyer taler i Silkeborg om arbejdsliv og præstationer. Og om opstart og udvikling af en virksomhed

30. november 2021, 19.34

Claus Meyer: - Når jeg kigger tilbage, synes jeg, at der har været noget eventyrligt over mit arbejdsliv. Foto: Chris Tonnesen

Iværksætter i gastronomi. Kok, forfatter og fodbold-investor i hjerteklubben Nykøbing FC.

Claus Meyer er oplægsholderen ved Silkeborg Business’ traditionsrige nytårskur i begyndelsen af det nye år.

Den 57-årige virksomhedsejer er kendt som grundlægger af Meyers med omkring 800 ansatte. Claus Meyer avler frugt, driver kantiner og cateringfirmaer og er aktiv indenfor uddannelse, forskning og teambuildingvirksomhed.

Han har ejer eller af medejer af virksomheder som Meyers Spisehus i Lyngby, Restaurant Noma og Nordhavn Eddikebryggeri i København samt Hotel Saxkjøbing. Alsidigheden er på højde med selvsamme erhvervsmands kæmpestore madkærlighed, og Claus Meyer har masser af historier at fortælle, når han den 21. januar går på podiet i Jysk Musikteater.

- Det er historien om de sejre og nederlag, som mit liv har budt på. Jeg har taget nogle chancer, som har skabt muligheder for mange mennesker. Både de fejl, jeg har begået, og de ting, som jeg er lykkedes med, er noget, som andre kan lære af. Helt generelt synes jeg, at det er sjovt at fortælle en god historie, lyder det fra den erfarne foredragsholder.

Hvad er det for en historie, du kommer til Silkeborg med?

- Det er blandt andet idéen om, at alt kan lade sig gøre, som når Nykøbing Falsters fodboldklub kan vinde 3-0 over FC København på fodboldbanen i Sydbank Pokalen, smiler Claus Meyer om sin klubs fodboldsensation fra tidligere på efteråret.

- Selvfølgelig vil det komme til at handle meget om mad. Men det handler også om at sætte hold - om at se det store i den lille opgave, hvor man finder et dybere formål med projekterne, så det lykkes at få frisat energien hos de folk, som deltager i de rejser, man starter.

Et eventyrligt arbejdsliv

- Jeg har lært mig nogle forskellige greb, som skabte en brødrevolution og gjorde, at mange mennesker ændrede på ting i deres køkken. Med beskedne midler har jeg gennem livet fået sat gang i mange forskellige ting, og det har jeg fordi, at jeg har fundet frem til disse greb - greb som i mange tilfælde kan bruges på tværs af brancher, også selv om man ikke laver mad.

- Når jeg kigger tilbage, synes jeg, at der har været noget eventyrligt over mit arbejdsliv. På ene side er det en god historie i sig selv, og samtidig er jeg meget bevidst om, hvilke læringer jeg kommer med, som professionelle tilhørere kan finde noget i, anfører madiværksætteren.

Den unge Claus Meyer gik på handelshøjskolen i København. Han læste cand.merc., og samtidig var det også på handelshøjskolen, at det hele startede med maden.

- Dengang havde jeg ingen penge. Dem har jeg lidt flere af i dag, bemærker Claus Meyer om udviklingen fra studietid til nutid.

- Nogle havde bygget et køkken på handelshøjskolen. Her startede jeg Meyers Køkken i lejede lokaler. Til at begynde med hed det Torvekøkkenet. Som studerende var jeg klar over, at handelshøjskolens kantine var elendig, og jeg lagde billet ind på at leje køkkenet. Jeg vandt udbuddet foran ISS. Det var ikke fordi, jeg var særlig kompetent, og men jeg syntes, at det var en fed idé, at jeg som studerende overtog kantinen, når nu de andre lavede noget lort. Jeg var fyr og flamme og lavede friskbagt brød, kogte mine egne supper fra bunden og lavede min egen mayonnaise, siger Claus Meyer.

- Jeg havde idéen om at skabe begejstring hos andre mennesker med mad som værktøj. Hver eneste dag fik jeg kys og kram fra folk, der sagde til mig: Hold kæft hvor smager det godt, Claus. Og jeg nyder stadig den begejstring, man møder til daglig, fordi tingene lykkes. Samtidig er det dobbeltheden ved følelsen af, at der også er et langt større formål med de ting vi laver.

Velsmagende bæredygtighed

Her og nu fokuserer Claus Meyer meget på virksomheden Meyers.

- Det er en stor virksomhed, som kræver meget opmærksomhed. Vi har kantinekunder over hele landet, vi leverer fødevarer til forretninger og driver bageri.

- Af helt nye ting har jeg gang i projektet Mesterlære. Det er et online læringssystem, hvor man får nogle af de dygtigste mennesker i Danmark, som er lykkedes med deres ting, til at dele viden med andre. Jeg er også kommet med i virksomheden Foodtech, som handler om at undgå madspil ved at bruge avancerede processer til at skabe alternativer til kød. Råvarerne er ting, som bliver til overs i fødevaresystemerne. Det er et ekstremt bæredygtigt projekt, og man kan få nogle produkter ud af det, som virkelig er velsmagende. Det bruger jeg også nogle timer på om ugen, fortæller Claus Meyer.

Han beskæftiger sig fortsat med ting langt væk fra Danmark.

- Vi har madskoler i Bolivia, og vi skal i gang med at lave madskoler i Marrakech i Marokko og i Ghana. I madskolerne tager vi de ting, vi selv har lært om tilgangen til en bedre madkultur i Danmark, som en udviklingsmotor i nogle af de meget fattige lande. Det gør vi i samarbejde med forskellige NGO-organisationer.

I en periode boede Claus Meyer i New York med sin familie.

Han drev restauranter og såkaldt food hall med nordisk mad. Efterfølgende vendte han hjem til Danmark igen, og forretningsmæssigt blev tiden i USA det hidtil største bump på vejen.

- New York var klart det største projekt, jeg nogensinde havde kastet mig over. Men jeg kom ikke op over bjerget, og nåede aldrig frem til følelsen af at have medvind på cykelstien. Det var helt klart et bump på vejen, siger Claus Meyer.

Den kendte iværksætter driver fire bagerforretninger i København under navnet Meyers Bageri. Foto: Meyers

Indlæser debat